|
Der er flere helgener, som bærer navnet Valentin, eller
Valentinus. Faktisk er der hele tre, som kan påkalde sig opmærksomhed i forbindelse med dagen: Sankt Valentin af Rom, Sankt Valentin af Rätien og Sankt Valentin af
Terni. Den ene af dem har helgendag den 7. januar, de to andre den 14 februar.
Roms romantiske Valentin
Sankt Valentin af Rom, var en præst, der angiveligt led martyrdøden ved halshugning den 14. februar omkring år 269 e.Kr. Det er først og fremmest denne helgen, som i dag, forbindes med de elskendes dag.
Til hans meriter hørte bl.a. at han, gennem forbøn, havde helbredt romeren Cratons søn, muligvis for krampeanfald. Derefter omvendte Craton sig og blev døbt. Valentin blev afsløret, dødsdømt og henrettet.
De senere Valentin-legender indeholder flere romantiske elementer.
I The Nuremberg Chronicle fra 1493 omtales Sankt Valentin, som en kristen præst på Claudius den Andens tid. Sammen med Sankt Marius hjalp han andre kristne under forfølgelserne, men blev arresteret og fremstillet for kejseren. Her fik han tilbud om at beholde sit liv mod at frasværge sig sin tro. Dette afslog han naturligvis til fordel for martyriet, og blev dømt til halshugning.
En anden beretning angiver, at Valentins konkrete brøde bestod i, at han viede soldater, til trods for, at kejseren havde givet dem ægteskabsforbud.
Med til denne historie hører, at Valentin blev gode venner med sin fangevogters datter, mens han sad fængslet. Pigen var blind, men gennem et mirakel lykkedes det ham at gøre hende seende, hvorefter fangevogteren og hans familie omvendte sig.
Da henrettelsesdagen, den 14. februar kom, og Valentin blev ført ud, efterlod han et afskedsbrev til sin veninde - en gestus, som har fået en romantisk tolkning. Ikke mindst i de beretninger som vil vide, at brevet var underskrevet ”din Valentin”.
Dagen som helgendag
Omkring
år 498 gjorde pave Gelasius den 14. februar til
Valentins dag.
Èt af motiverne kan have været at ”kristne” en
forårsfest, som mindede om vore hjemlige
gadelamsgilder, hvor unge blev sat sammen i en form
for ceremonielt partnerskab.
Selvom Valentinsdag i dag har opnået stor folkelig
gennemslagskraft, har det ikke ført til en stigende
kirkelig popularitet.
Danske katolikker har kunnet læse om Valentin på
dansk allerede fra 1902 i ”Lille Helgen Legende -
korte Læsestykker om Helgenernes Levned for hver
Dag i Aaret”.
Værket var oversat fra tysk, og her blev historien
om den blinde pige og miraklet fortalt. Dog minus
historien om afskedsbrevet, og uden at give anden
grund til hans arrestation, end blot at han var
kristen - hvilket nu også var grund nok på den
tid. Til gengæld oplyser teksten, at fangevogteren
hed Asterius, og blev henrettet sammen med Valentin.
Imidlertid har dagen ikke været del af den katolske
liturgiske kalender siden 1969. I den danske,
katolske kirke er den 14. februar i dag reserveret
til andre helgener, men i ældre messebøger kan han
optræde, og i den danske Missale Romanum fra 1926
findes han opført med graden simplex, og der findes
der en dansk bøn stilet til ham:
”Forund os, beder vi dig, almægtige Gud, at vi
som fejrer din salige Martyr Valentins Fødselsdag,
ved hans Forbøn maa frelses fra alt ondt, der truer
os, Ved vor Herre”
Sankt Valentins relikvier
Oprindeligt skal præsten Valentin
være blevet begravet i katakomberne, og senere
overført til en kirke, nær Ponte Molle. Porta del
Popolo skal tidligere have heddet Porta Valentini og
være opkaldt efter denne nærliggende basilika,
indviet til Valentin af Rom.
I dag findes hovedparten af de relikvier, som
tilskrives præsten Sankt Valentin i St.
Prassedes-kirken. Kirken er en af Roms ældste, og
omtales første gang i 489. Den nuværende kirke er
bygget under pave Adrian I omkring 780.
Der findes dog også Valentins-relikvier uden for
Rom.
En del af Valentins jordiske rester findes nemlig i
Whitefriar Street Carmelite Church i Dublin – så
måske skal den irske epilepsiforenings
Valentinsinteresse kædes sammen hermed? I 1835 blev
relikvierne givet som gave til fader John Spratt,
fordi han imponerede pave Gregor den 16 med en prædiken
under et besøg i Rom. Relikvierne ligger i en sort,
guldudsmykket kiste, og de vises naturligvis frem på
Valentins dag.
Epilepsiens Valentin
De to andre Sankt Valentin’er var
som sagt Sankt Valentin af Terni og Valentin af Rätien.
sagt Sankt Valentin af Terni var biskop og skal være
blevet henrettet den 14. februar 273.
Nogle forskere har ment, at Terni-bispen i
virkeligheden er samme person som den romerske præst.
For eksempel knyttes beretningen om helbredelsen af
Cratons søn også til Valentin af Terni.
Det er i øvrigt meget tvivlsomt, om nogen af dem er
historiske personer.
Den tredie Valentin er den mindre kendte Valentin af
Rätien, som har helgendag den 7. januar.
Han skal også have været biskop, men hvor vides
ikke.
Han blev gentagne gange fordrevet fra Passau, hvor
han søgte at virke, og hans relikvier findes i dag
i Mais-Meran samt Passau, og det er navnlig denne
Valentin, der har været opfattet som særlig værnehelgen
for krøblinge samt personer med epilepsi. Det er
dog helgenområder, som han sandsynligvis har
overtaget fra Valentin af Terni – der altså
muligvis er den samme som Valentin af Rom.
Valentin af Rätien afbildes normalt som biskop,
ofte med én eller to personer i krampeanfald
liggende for sine fødder.
En sådan Valentin ses fx på et valfartsbillede fra
Alsace, ca. 1480. Den tilhørende billedtekst lyder:
"Sankt Valentin bed til Gud for os i Rufach".
Men den Valentin, der findes relikvier fra i Roufach,
angives normalt at være Valentin af Terni.
En yderligere årsag, til at koblingen mellem
Valentin og epilepsi er blevet så populær, kan være
sproglig.
Navnet "Valentin" udtales som "Fallentin"
på tysk. Dette gør det nærliggende at forbinde
helgenen med epilepsi, "den faldende
syge", en tolkning, som allerede Martin Luther
var inde på.
Man kan derfor diskutere, hvilken Valentin, der
egentlig er helgen for elskende og hvilken, der
tager sig af epilepsien – men også, om de
muligvis alle tre skulle være én og samme,
ikke-historiske person.
|