09.10.2014

Arbejdet med NKR i gang

Nu er arbejdet med at udarbejde nationale kliniske retningslinjer (NKR) for epilepsibehandling gået i gang. Siden den første glædelige udmelding fra Sundhedsstyrelsen om udvælgelsen af epilepsi som fokusområde, er der sket en tilpasning af emnefeltet, så arbejdet i denne omgang alene kommer til at omfatte børn og unge med epilepsi op til 18 år.
At få nationale kliniske retningslinjer på epilepsiområdet er en sag, foreningen har arbejdet intenst med gennem flere år, og nu er lykkes at få ”hul igennem” og vinde Sundhedsstyrelsens opbakning til arbejdet.
Der bliver nedsat to grupper under Sundhedsstyrelsens sekretariat for udarbejdelse af nationale kliniske retningslinjer: en arbejdsgruppe og en referencegruppe. Dansk Epilepsiforening har fået plads i referencegruppen hvor foreningen repræsenteres af direktøren.
Dansk Epilepsiforening har naturligvis forespurgt Sundhedsstyrelsen om baggrunden for, at der er sket en tilpasning af emnefeltet til børn og ung.
Svaret var følgende: ”Det er korrekt at der er sket en yderligere afgrænsning af emnet, sådan at retningslinjen kommer til at have fokus på børn og unge.
Når Sundhedsstyrelsen udarbejder NKR sker det i en fastlagt ramme, og det betyder bl.a. at retningslinjen ved hjælp af nedslag i patientforløbet søger at besvare 8-10 fokuserede spørgsmål med anbefalinger. Arbejdsgruppen fastlægger i begyndelsen af processen de spørgsmål, som det er allervigtigst at få svar på, og det er selvfølgelig ikke sjældent at man kunne ønske sig at svare på mange flere spørgsmål. Det har i det aktuelle tilfælde været vurderingen, at det har været nødvendigt at foretage en yderligere afgrænsning af projektet, med henblik på at kunne opnå en passende dybde i retningslinjen. ”
Samtidig opfordrer Sundhedsstyrelsen Epilepsiforeningen til at indsende forslag til emner for de næste 15 NKR, som netop er sendt ”i udbud”. Det arbejde er Epilepsiforeningen aktuelt i gang med.
Læs: Kommissorium for udarbejdelse af national klinisk retningslinje for udredning og behandling af epilepsi hos børn og unge (Kilde: Epilepsiforeningen og Sundhedsstyrelsen)  

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev