Af Peter Wolf, professor i epilepsi

Epilepsi omtales i mange litterære værker fra forskellige epoker. Det er spændende at se, hvordan såvel forfatteres personlige erfaringer som generelle samfundsmæssige holdninger vedr. epilepsi genspejles i disse tekster. Det er vidt forskelligt, hvor meget epilepsi fylder i værkerne. Det kan handle om ganske små iagttagelser eller metaforiske tydninger. Men der kan også være en hovedperson, hvis liv med epilepsi bliver et centralt tema, eller epilepsien bliver et vigtigt led i en romans konstruktion. Nogle værker står frem både pga. epilepsiens vigtige rolle i fortællingen og pga. deres høje litterære kvalitet. Her er et lille udvalg.

Dostojevskij

Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881) led selv af epilepsi og brugte den ofte i sit litterære værk, med en enorm spændevidde. Den epileptiske fyrste Myshkin, hovedpersonen i Idioten, repræsenterer det ejegode, næsten Kristus-lignende menneske, mens Smerdjakov, den epileptiske broder i Brødrene Karamazov stik modsat er en intelligent, afskyelig kujon, og den ateistiske ingeniør Kirillov i De besatte, der begår selvmord for at ligestille sig med en gud han ikke tror på, er næsten det eneste ordentlige menneske i en omverden af skrupelløse skurke. Kirillov beskriver en oplevelse af uendelig lykke og stillestående tid i anfaldet, som er blevet berømt som ”Dostojevskijs aura”. Kirillov har isoleret aura som den eneste anfaldstyp, og det er meget interessant, at Dostojevskij kendte denne sjældne forløbsvariant. I Idioten findes enestående beskrivelser af lange indledende faser til kompleks partielle og generaliserede krampeanfald, mens Smerdjakov spiller et anfald for at få sig et alibi, men taber kontrollen og ender i en livsfarlig status epilepticus. Dostojevskij er stor litteratur, men ikke for sarte gemytter.

Johannes V. Jensen

I flere af Johannes V. Jensens (1873-1950) Himmerlandshistorier findes en mand med øgenavnet Lindby-Skytten (sandsynligvis en historisk person), der lider af epilepsi. Han er skildret med stor empati og respekt og forfatteren siger om ham at ”han bar naturens og tidernes dyb i sig uden at vide af det”. I den af novellerne, der er opkaldt efter ham, skildres et anfald, som han får på den ensomme hede. Han får et forvarsel og forbereder sig omhyggeligt, så han ikke kommer til skade.

Elsa Morante

I den italienske socialrealistiske efterkrigslitteratur har Elsa Morantes (1912-1985) roman La storia (1974, på dansk Historien) en særstilling ved drengen Useppe, det ”guddommelige barn”, der forstår dyrenes sprog og forgylder sine usle omgivelser ved en nærmest legendarisk udstråling. Han har epilepsi og dør meget ung i status epilepticus. Han har nedarvet sygdommen fra sin mor, der har undfanget ham, da hun blev voldtaget af en tysk besættelsessoldat, der misforstod det epileptiske anfald hun fik under samlejet som en voldsom orgasme. Hans storebror, der også får nogle anfald, bliver involveret i sortbørsaktiviteter, der koster ham livet. Så der er ingen mangel på socialrealisme, men de tre hovedpersoners epilepsi tilføjer bogen en egen dybde, der gør den til noget enestående.

Siri Hustvedt

Siri Hustvedt er en amerikansk forfatter, der har vundet en stor læserskare også i Europa. Hendes debutroman The Blindfold (1992, på dansk Med bind for øjnene) er til en stor del bygget på hendes egne erfaringer med en svær, synsforstyrrende migræne, men indeholder også en mesterlig beskrivelse af et epileptisk anfald hos en ukendt person på gaden, der forener objektiv præcision i detaljer, der trænger sig på, med en fornemmelse af næsten stillestående tid, iagttagerens uhygge og de tilfældige tilskueres forskellige reaktioner.

Paul Harding

En anden amerikansk roman, Tinkers (2009) af Paul Harding, var årets sensation, da den smalle bog af en ukendt forfatter, udkommet i et lille ukendt forlag, vandt Pulitzer-prisen for litteratur 2010. Den skildrer, ofte med smukke poetiske billeder, en døende mands erindringer om sit eget og sin fars liv. Faderen slår sig og familien igennem på må og få med en omrejsende blandet landhandel og skriver digte. Hans livs tunge byrde er en epilepsi, som han i mange år kan skjule for børnene. Men da han får et svært og blodigt anfald under julemiddagen vil hans hustru få ham anbragt i et asyl for sindssyge. Han rømmer hjemmefra og får sig en ny kone i en fjern by. Mange år senere dukker han for en kort bemærkning op hos den ældste søn. – Bogen er ikke oversat endnu.