Novellette af Georg Metz fra epilepsi nr. 4 1992 i anledning af Dansk Epilepsiforenings 30 års jubilæum

Der var en mand, som en dag da han kørte i en ganske almindelig kommunal bus, begyndte at få det underligt. Sådan som han jo godt kendte til at have det, men som han på den anden side nødigt ville være ved.

Manden følte sig på ingen måde syg og slog det gerne hen, at han nu og da kunne føle sig så løjerlig. Det var hans egen sag, mente han. Han kunne godt tage vare på sig selv; det var der ikke nogen, der skulle blande sig i, ville han gerne understrege.

Derfor rejste manden sig også fra sin plads, lige så snart han mærkede, at dette løjerlige kom over ham, skyndte sig op ad midtergangen i den slingrende bus og sagde meget højt til chaufføren:
- "Chauffør, der er ikke noget i vejen med mig. Bare at du ved det. Tror du måske ikke, at jeg kan klare den?"

Chaufføren, som havde nok at gøre med at manøvrere sit tunge køretøj gennem byens trafik, var glad for at kunne transportere folk fra yderkvartererne ind til de strålende butikskvarterer i den indre by og talte gerne, så meget arbejdet tillod det, med sine passagerer. Han smilede med et skråt blik til den råbende mand, der stod ved billetautomaten og svajede med en underlig stiv hånd rakt lige frem i luften, som om han pegede på noget langt uden for bussen.

-"Joh, det tror jeg da gerne, svarede chaufføren, og prøvede samtidig, om han kunne se, hvad manden pegede på – hvorfor skulle du ikke kunne klare den?"

Chaufføren kendte det fra sig selv, at man godt kunne være lidt kontrær lørdag formiddag, især hvis man var kommet for sent i seng om fredagen og nu skulle møde konen i byen og købe ind. Han forstod godt manden. Og når folk havde det sådan, gjaldt det bare om at tale dem efter munden.

Men manden på sin side undrede sig over, hvorfor han ikke havde fået svar på sit spørgsmål. Han havde jo spurgt om, hvorfor der var så varmt i bussen, og om chaufføren ville have noget imod, at han for eksempel tog sko og sokker af. Han var jo ikke én af dem, der i den slags situationer smed sig ned på gulvet med en træpind mellem tænderne og fråde om munden, sådan som folk altid forestillede sig. I virkeligheden var det meget stilfærdigt, hvis han selv skulle sige det, og derfor var der heller ingen grund til at lægge mere end sko og sokker.

-"Jeg har det sgu fint, sagde han til chaufføren."

-"Jamen, det ser du da også ud til," svarede chaufføren: -"Jeg tror bare ikke, at det er en særlig god idé at smide sko og sokker med 3 graders frost udenfor, og når det snart er Jul?"

Men manden hørte ikke, hvad chaufføren sagde. Hvordan skulle han det, når de pludselig var begyndt at spille så smukt? Et symfoniorkester midt i bussen, eller hvor det var, violiner og pauker, fløjter og trompeter, hvad de spillede, vidste han ikke, men var sig fuldt bevidst, at musikken beroede på ham alene. Og han koncentrerede sig som en samvittighedsfuld dirigent om at bevæge armen i store, tydelige rytmiske slag.

Intet andet havde nu mening end denne musik. Derfor hørte han heller ikke buspassagerernes ironiske tilråb og bemærkede lige så lidt, at chaufføren standsede bussen ved en fodgængerovergang, hvor der tilfældigvis stod en ung betjent og overvågede, om alting gik ordentligt til.

Og da chaufføren trykkede på hornet for at påkalde sig betjentens opmærksomhed, blandede lyden sig kun med basunernes klang.

Men manden, der stadig stod ved chaufførens plads med den ene hånd strakt frem og sko og sokker i den anden, så i det samme, da chaufføren havde åbnet døren, at betjentens lange hår vældede ud under kasketten, lyst som solskin, og bølgede om hendes skuldre, øjnene var store, huden som en fersken og læberne røde. Alt det så han og lagde hovedet på skrå, som ville han indynde sig hos denne betjent, der nu var på vej op i bussen.

-"Det var satans," tænkte manden, uden at savne musikken, der tav lige så brat, som bussen var standset.

-"Jeg tror, De skal tage det der på igen," sagde betjenten strengt. Hun stod nu foran ham med hænderne i hofterne, så man kunne se både pistol og knippel.

-"Det betyder ikke noget," sagde manden, og kiggede på sin hånd der holdt om skoene og sokkerne.

 – "Det er helt i orden, der er ikke noget i vejen. Men det kommer over mig en gang i mellem. Når jeg skal i byen, hænder det, at jeg kommer lidt for godt i gang, forstår De."

-"Jeg skal nemlig sige Dem," tilføjede han, "at jeg altid beder om at få lov til at prøve sokkerne, inden jeg køber dem, fordi jeg har sådan nogle følsomme fødder. At det i dag er sket alt for tidligt, indser jeg selvfølgelig nu. Men der er ikke noget i vejen med mig, hvis det er det, De tror. Og jeg lover Dem, at jeg ikke skal være til mere ulejlighed."

Manden satte sig og begyndte at trække sine sokker på.

-"Der kan de se, sagde han til betjenten, som ikke havde flyttet sig, jeg kan selv klare det."

Betjenten, en omgængelig ung kvinde, opvokset i et harmonisk hjem i Brønshøj uden store sindsbevægelser, så sig uroligt omkring i bussen, som om hun var bange for, at andre var begyndt at klæde sig af.

Så kiggede hun igen på den mærkelige person, der nu sad på sin plads i denne ganske almindelige bus, som om intet var hændt. Og hun så ham for første gang.

Og det hun så var en yngre mand, som kiggede igen med et fast og vågent udtryk i begge øjne.
I den slags vanskelige situationer havde hun under sin uddannelse på politiskolen lært at bøje sig frem mod delinkventen for med sin lugtesans at bedømme graden af vedkommende ballademagers drukkenskab. Men i dette tilfælde var hun, uden at behøve at læne sig nogen steder, sikker på, at manden i det højeste havde indtaget en appelsinvand.

-"Det betyder ikke noget, jeg har det virkelig fint," sagde han igen. Men han var rød i hovedet, som om han nu var genert. Smile gjorde han dog samtidig. Og det var så godt et syn, at betjenten på stedet blev klar over, at hun måtte blive forelsket på en måde, som hun aldrig havde været det før.
Lige som hun stod dér ret op og ned i midtergangen i en kommunal bus og ville til at sige noget om, at manden en anden gang skulle lade være med at tage sko og sokker af mellem Frederiksberg Allé og Kongens Nytorv, lige som hun stod der, blev hun klar over, at uanset hvad der ellers var at udsætte på denne mands opførsel, ville hun bruge alle midler for at dele bord og stol og skab og sommerhus og alt andet, man kunne forestille sig med ham. I øvrigt kunne det ikke gå hurtigt nok. Det skulle hun hilse og sige i Brønshøj, tænkte hun.

Chaufføren, som i mellemtiden var blevet utålmodig og gerne ville videre med sine passagerer, så sig over skulderen, spørgende, om betjenten måske snart stod af igen. Der var jo i virkeligheden ikke sket noget.

Men han så til sin forbløffelse, at betjenten lagde hånden på mandens skulder og sagde: -"Klokken er 12.25, og jeg erklærer Dem for anholdt. Alt hvad De siger vil senere blive brugt mod Dem. De bedes følge med på stationen."

Manden rejste sig uden indvendinger. Passagerne stimlede sammen ved vinduerne og så betjenten føre manden bort.

Da bussen var væk, sagde betjenten: -"Hør nu lige her. Lad gå for denne gang. De er alligevel ikke anholdt. De er løsladt. Men så skal De også give mig Deres navn og telefonnummer. Vil De ikke nok?"

Sent på eftermiddagen ringede betjenten til manden. Og om aftenen gik de sammen ud og spiste på restaurant. De drak god vin til oksestegen, og hun lagde mærke til, at manden lagde hånden over glasset, da tjeneren ville fylde op for fjerde gang.

Ved desserten, da hun havde fortalt om sin begivenhedsløse barndom på Brønshøj og han om sin på Frederiksberg, bad han om et glas vand til at skylle et par piller ned med.

Senere, da de sad bøjet mod hinanden, og han havde lagt hånden over hendes, i det rette øjeblik, da hun havde gjort en bevægelse som for at tage et stykke sukker, skønt hun aldrig brugte sukker i kaffen, rømmede han sig og sagde:

-"Der er noget, jeg må betro dig angående symfonisk musik og mine uransagelige tilbøjeligheder til at tage sko og sokker af i kommunale busser."

Han fortalte derefter, hvad der var at fortælle.

Hun svarede: -"Det kunne du jo bare have sagt med det samme."

Endnu senere, da de havde danset til den levende musik, og moret sig over, at han trådte hende over tæerne, tog de bussen hjem til hendes lille lejlighed.

Hun lavede natmad og skænkede øl. Da han bagefter i stedt for at gå hjem begyndte at tage sko og sokker af, havde hun ingen indvendinger.