• Del siden med andre

Spørgsmål og svar om epilepsimedicin og udlandsrejser

1) Skal medicinen i kufferten eller håndbagagen?

Hav altid din medicin i håndbagagen.

2) Hvad skal jeg sige om min medicin, hvis jeg bliver standset i tolden?

Behold medicinen i original emballage. Det vil give dig bedre mulighed for at forklare tolderen, hvilken medicin du medbringer, og hvis du skal have lægehjælp.

3) Skal jeg dokumentere at medicinen er min og at den er lovlig?

Det er altid klogt at have dine recepter med. 
Hvis du ønsker dokumentation for din medicin har vi lavet et rejsedokument, du er velkommen til udfylde sammen med din læge, og tage med. Du kan hente vores dokument her.

Læs mere om regler for dokumentation af din epilepsi og din medicin på Udenrigsministeriets hjemmeside

Hvis du skal rejse i Schengen-landene, og hvis du bruger medicin som virker sløvende eller som indeholder euforiserende stoffer skal du medbringe et såkaldt ”pillepas”, der dokumenterer hvilken medicin du bruger.

Hvis du har epilepsi, skal du medbringe et pillepas for hvert af følgende stoffer: Clobazam (handelsnavn: Frisium), Clonazepam (handelsnavn: Rivotril), Diazepam (handelsnavne: Stesolid, Apozepam, Diazepam "DAK", Diazepam Desitin, Hexalid, Valaxona), Nitrazepam (handelsnavne: Apodorm, Dumolid, Mogadon, Nitam, Pacisyn) og Fenobarbital (handelsnavn: Fenemal).

Læs mere og bestil pillepasset på apotekernes hjemmeside, apoteket.dk

4) Hvad gør jeg, hvis jeg står i udlandet og har mister min medicin?

Sørg for at have nedskrevet medicinens navn ( fx Trileptal, Oxcarbazepin eller Keppra, Levetiracetam). Det er også en mulighed at medbringe en recept hvis uheldet er ude. Hvis du rejser med et rejsebureau, kan du spørge dem til råds angående lægehjælp tæt på dit hotel.

5) Hvis jeg krydser flere tidszoner, hvordan skal jeg så tage min medicin?

Som hovedregel er det vigtigst at holde det interval mellem medicintidspunkterne, som du er vant til. Hvis rejsen strækker sig over længere tid, kan du bede din læge hjælpe dig med at tilrettelægge medicintidspunkterne

6) Er der forbehold ved vacciner i forhold til epilepsi?

Der er ingen forbehold for at lade sig vaccinere, når man er i behandling med epilepsimedicin. Men for en sikkerheds skyld, bør du nævne det til den læge, der skal vaccinere dig.

Til toppen

SAMTALEFORUM

12. 05. 2013, 20:03
Andre der har en § 56 aftale?

09. 05. 2013, 15:19
Graviditet

27. 04. 2013, 22:52
Søskende med epilepsi?

13. 04. 2013, 00:24
Ung og epilepsi

31. 03. 2013, 20:48
D vitaminmangel