

-
Rejsesygesikring og epilepsi
Det gule sundhedskort (tidligere kaldet sygesikringsbeviset)
Man er dækket af dit gule sundhedskort i udlandet, når du:
- Rejser i mindre end en måned
- Er på en ren ferie- eller studierejse
- Rejser inden for EU samt Norge, Island og Liechtenstein
- Ikke har en kronisk sygdom - fx epilepsi
Men hvad så når jeg har epilepsi (kronisk lidelse)?
Udgifter til behandling af en kronisk sygdom eller sygdom, der var opstået før afrejsen, dækkes kun via det gule sundhedskort, hvis det på afrejsetidspunktet ikke med rimelighed kunne forventes, at der ville blive behov for behandling i udlandet. Denne vurdering foretages af rejsesygesikringen. Det er derfor ikke dit eget eller din læges skøn, der er afgørende.
Hvis du er kronisk eller alvorligt syg, bør du derfor i god tid inden afrejsen undersøge om lægeregninger, sygehusophold m.v. dækkes, hvis du får behov for behandling under rejsen.
I tvivlstilfælde kan du kontakte SOS International, der i nogle tilfælde kan give et bindende forhåndstilsagn om dækning. Et bindende forhåndstilsagn gives typisk skriftligt og betyder, at du også er dækket af rejsesygesikringen for den specifikke sygdom, som forhåndstilsagnet vedrører. Læs mere i dette pdf-dokument fra SOS International
Hvis du er i tvivl, når du opholder dig i udlandet, kan du ringe på det det vagtnummer, som står på bagsiden af kortet og få vejledning fra den telefoniske vagtservice, som har døgnåbent.
Hvad dækker sundhedskortet ?
Det gule sundhedskort sikrer dig dækning af udgifter til behandling, hvis du får akut sygdom eller kommer til skade på din ferie- eller studierejse.
Følgende udgifter dækkes:
- Almindelig lægehjælp og lægeordineret medicin
- Lægeordineret sygehusophold og -behandling, inklusiv operationer på standardklasse-sygehuse
- Ambulancetransport (dog ikke hjemtransport i ambulance)
- Udgifter til telefon, telefax og lignende ved henvendelse fra udlandet til SOS International
Hjemtransport dækkes kun i Norden
Det er til gengæld meget væsentligt at være opmærksom på, at det gule sundhedskort ikke dækker hjemtransport. Du skal selv betale alle omkostninger til hjemrejse, der skyldes sygdom og ulykker, bortset fra rejser på Færøerne og Grønland. Hjemtransporten fra de to lande skal være ordineret af SOS' læge.
Hvis man bliver syg eller kommer til skade i Finland, Island, Norge og Sverige, kan man få dækket merudgifter til hjemtransport. Det skyldes en særlig aftale mellem de nordiske lande. Hjemtransporten skal være ordineret af en læge.
I tilfælde af død dækkes hjemtransport i hele rejsesygesikringens dækningsområde. Hvis du ønsker at sikre dig hjemtransport fra andre lande end de ovenfor nævnte, bliver du nødt til at tegne en privat rejseforsikring.
Det blå kort - EU-sygesikringskort dækker i EU
Hvis man ikke er dækket af det gule sundhedskort, kan man i stedet rekvirere det blå EU-sygesikringskort (det blå kort) hos din hjemkommune. EU-kortet giver ret til læge- og sygehusbehandling, medicin m.m., hvis du bliver syg under et ophold i et EU-land
Kortet dækker både akut sygdom og tilskadekomst samt såkaldt "behovsbestemt sygehjælp". Den behovsbestemte hjælp vil sige, at det er lægen, der afgør, hvilken behandling du kan få. Det afhænger bl.a. af, hvor længe du skal opholde dig i landet, og hvilken behandling der er tale om.
EU-sygesikringen dækker kun, hvis behandleren er tilknyttet den offentlige sygesikring i det land, du opholder dig i. EU-sygesikringen giver kun ret til de samme ydelser, som borgerne i det pågældende land har. Du kan derfor komme til at betale en del af behandlingen selv.
EU-sygesikringskortet dækker ved rejse til et EU-land samt Norge, Island og Liechtenstein når du eksempelvis:
- Skal være på ferie i længere tid - mere end en måned - det gule dækker i 30 dage
- Skal i praktik eller være au-pair
- Skal studere eller følge en faglig uddannelse
- Har en kronisk sygdom og ved, du kan få behov for behandling
Det blå EU-sygesikringskort er gratis og kan rekvireres i din hjemkommune.
Når hverken det gule eller blå kort gælder
Man kan med fordel kigge på Forsikringsoplysningens hjemmeside, og her læse nærmere om hvilke forsikringspakker de anbefaler, hvis der ikke er nogen offentlig ordning som dækker.
Det er bl.a. muligt at lave en såkaldt ”Rejseforsikringsmåling”, som kan give et godt bud på dine forsikringsbehov. Læs mere her på forsikringogpension.dk
I øvrigt
Det kan stærkt anbefales at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledninger for yderligere informationer
Almene rejseråd når man har epilepsi
Billetkøb, biludlejning, lufthavnsservice og sundheds-id som SOS-kapsel eller writband
Glemt kodeord?
SPØRG RÅDGIVERNE
SAMTALEFORUM
12. 05. 2013, 20:03
Andre der har en § 56 aftale?
09. 05. 2013, 15:19
Graviditet
27. 04. 2013, 22:52
Søskende med epilepsi?
13. 04. 2013, 00:24
Ung og epilepsi
31. 03. 2013, 20:48
D vitaminmangel


