100.000 kr. til opdatering af vigtig epilepsivejledning

Epilepsiforeningen har støttet Dansk Epilepsi Selskab med 100.000 kroner til opdateringen af Den Nationale Behandlings- og Visitationsvejledning for Epilepsi. Bidraget er afgørende for arbejdet, understreger selskabets formand.

Den Nationale Behandlings- og Visitationsvejledning for Epilepsi står over for en opdatering, som forventes at blive lanceret til foråret 2026. Sådan så det ud, dengang vejledningen blev lanceret i 2022. Foto: Epilepsiforeningen

Af: Victor Bebe Ploug Larsen

Den Nationale Behandlings- og Visitationsvejledning for Epilepsi – også forkortet som Epilepsi-NBV’en – står over for en opdatering.

Dansk Epilepsi Selskab (DES) har overtaget arbejdet med Den Nationale Behandlings- og Visitationsvejledning for Epilepsi efter aftale med Dansk Neurologisk Selskab. Epilepsiforeningen har støttet opdateringen med 100.000 kroner gennem Inger Berthelsens Fond til dækning af udgifter i forbindelse med arbejdet.

– Bidraget fra Epilepsiforeningen har været afgørende for, at vi har kunnet komme i gang med opdateringen af vejledningen. Dermed er støtten straks blevet bragt i spil til glæde for alle med relation til epilepsi, udtaler Dansk Epilepsi Selskabs formand, Jakob Christensen.

Et vigtigt redskab

NBV’en blev lanceret tilbage i 2022 og er en vigtig brik i at ensarte behandlingen og opfølgningen af personer med epilepsi i Danmark. Vejledningen skal sikre, at patienter med epilepsi får hurtig, gennemskuelig og kvalificeret behandling. Samtidig giver vejledningen fagfolk mulighed for at finde anbefalingerne samlet et sted. Den giver alle som er involverede i behandling af epilepsi et fælles grundlag og styrker trygheden for patienter og pårørende.

Udover at være et vigtigt opslagsværk, så danner vejledningen desuden grundlag for de kvalitetsindikatorer, som er udvalgt til at indgå i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstituts nyoprettede Epilepsidatabase.

– Det tætte samarbejde med Epilepsiforeningen har medvirket til, at vejledningen har fået selvstændige afsnit, der fokuserer på at videreformidle indholdet til personer med epilepsi og deres pårørende – noget, som mange har glæde af i dagligdagen med en kronisk lidelse. Med støtten til opdateringen bliver det muligt at samle eksperter fra hele landet og mange forskellige områder, der alle bidrager til den høje kvalitet af vejledningen, fortæller Jakob Christensen.

DES forventer at udføre opdateringen i efteråret 2025, så en opdateret version vejledningen  kan være klar til foråret 2026.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev