Børne- og Ungeafdelinger afprøver værktøj til at opspore kognitive vanskeligheder

Et nyt screenings-værktøj, der lige anvendes på fire af landets Børne- og Ungeafdelinger, skal vurdere kognitive funktioner som opmærksomhed og eksekutive funktion hos børn og unge med epilepsi.

Epitrack® Junior er således ikke en intelligenstest. Den omfatter 6 mindre tests og tager ca. 20 minutter at udføre. Foto: Istock

Børn med epilepsi har en øget risiko for kognitive vanskeligheder, hvilket i høj grad kan påvirke deres indlæring, sociale liv, trivsel og livskvalitet.

Epilepsi kan påvirke forskellige kognitive områder som overblik, problemløsning, opmærksomhed, hukommelse, sprog, motoriske færdigheder og beslutningstagning.  Det kan blandt andet vise sig som indlærings-, adfærds- og / eller sociale vanskeligheder i børnehave eller skole.

Som en del af et projekt på Børne- og Ungeafdelingerne på AUH, AAUH, Herlev og Kolding, har afdelingerne indført Epitrack® Junior som et tilbud til alle børn og unge mellem 6 – 18 år, der får eller har epilepsi. Det er planen, at andre Børne- og Ungeafdelinger på sigt skal deltage.

Skal vurdere kognitive funktioner

Epitrack® Junior er et screenings-værktøj, der kan hjælpe til at finde specifikke kognitive vanskeligheder. Metoden vurderer kognitive funktioner som opmærksomhed og eksekutive funktion dvs. hjernens overblik og styrende funktion.

Epitrack® Junior er således ikke en intelligenstest. Epitrack® Junior omfatter 6 mindre tests og tager ca. 20 minutter at udføre. Testen tilbydes, når epilepsidiagnosen er stillet. Desuden gentages testen ca. 4-8 mdr. efter.

Overordnet er formålet med projektet at vurdere, om Epitrack® Junior kan anvendes som et screeningsværktøj til tidlig opsporing af de børn og unge med epilepsi, der har brug for yderligere kognitiv udredning og ekstra støtte i skolen. Håbet er at kunne belyse omfanget af kognitive vanskeligheder hos børn og unge med epilepsi samt beskrive risikofaktorer i forhold til forebyggelse.

Kontaktpersoner ved afdelingerne:

Ninna Brix; Læge, ph.d. Aalborg Universitetshospital, Børne og Ungeafdelingen

Mette Møller Handrup; Overlæge, ph.d. Aarhus Universitetshospital, Børne og Ungeafdelingen

Nanette Mol Debes; Overlæge, ph.d. Herlev og Gentofte Hospital, Afdeling for Børn og Unge

Line Carøe Sørensen; Overlæge, ph.d. Sygehus Lillebælt, Kolding, Børne og Ungeafdelingen

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev