Epilepsiforeningen efter dom i sag om dødsulykke: En sag der ligger vores medlemmer dybt på sinde

I dag blev en 56-årig mand idømt fem års fængsling for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke i Randers tilbage i slutningen af juli. Epilepsiforeningens landsformand sender sine varmeste tanker til de efterladte.

En 56-årige mand, der tilbage i juli forårsagede en påkørsel, som kostede to mennesker livet, blev fredag den 24. januar dømt for uagtsomt manddrab ved Retten i Randers. Foto: Finn Obbekær

Af: Victor Bebe Ploug Larsen

En 56-årige mand, der tilbage i juli forårsagede en påkørsel, som kostede to mennesker livet, blev i dag dømt for uagtsomt manddrab under skærpede omstændigheder ved Retten i Randers. I grundlovsforhøret tilbage i juli kom det frem, at manden havde brudt sit lægelige kørselsforbud, som han havde fået, fordi han havde epilepsi.

Fredag den 24. januar var den anden af to retsmøder, hvor der også skulle falde dom i sagen. Dommen lød på fem år, og den dømte har nu 14 dage til at anke sagen.

For mandens forsvar drejede det som om at få bevist, om hvorvidt der var tale om et epileptisk anfald eller et blackout, da ulykke fandt sted. For anklageren handlede det om at bevise, at da han kørte overtrådte han Færdselsloven paragraf 54 stk. 2. og var ude af stand til at køre på en fuldt betryggende måde.

Epilepsiforeningen har fulgt sagen tæt, og foreningens landsformand, Lone Nørager Kristensen, var også selv til stede ved Retten i Randers, da der faldt dom i sagen.

– Som jeg har sagt mange gange til flere af landets medier, er dette en dybt tragisk sag, og jeg sender de varmeste tanker til de efterladte, som jeg håber nu finder ro i sjælen og kan komme videre. Så vil jeg også gerne gentage det, som jeg har sagt flere gange i forbindelse med den her sag: Et lægeligt kørselsforbud skal overholdes, understreger Lone Nørager Kristensen og tilføjer:

– Vi ved, at denne sag ligger mange af vores medlemmer dybt på sinde; i det hele taget er trafiksikkerhed et uhyggeligt vigtigt emne for os. Derfor vil Epilepsiforeningen dykke ned i sagen og arbejde videre med dens præmisser, så vi bedst muligt kan formidle de faktiske forhold til vores medlemmer. Vi kommer også fortsat til at arbejde politisk for at mindske de negative konsekvenser af kørselsforbud, afslutter hun.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev