Danmarkskortet – som lidt populært kaldes tørresnoren - med tal over Ankestyrelsens afgørelse af klagesager på socialområdet i 2024 er nu udkommet.
Omgørelsen af klagesager i Ankestyrelsen er igen i år stigende. Foto: Istock
Kortet viser omgørelsesprocenten på landsplan og for hver kommune. Omgørelsesprocenten er andelen af klagesager i Ankestyrelsen, som ændres, ophæves eller hjemvises.
Igen i år går tallene samlet set den forkerte vej, da omgørelsesprocenten er stigende.
– Et beskæmmende højt niveau af omgørelser vidner om, at der er noget voldsomt galt med kommunernes sagsbehandling. Tallene viser kun toppen af isbjerget, nemlig de kommunale afgørelser, som borgere har klaget over til Ankestyrelsen. Så der er sandsynligvis et stort mørketal af sager med forkerte afgørelser, som vi ikke kender antallet af, fordi der ikke er blevet klaget til Ankestyrelsen, udtaler Epilepsiforeningens landsformand Lone Nørager Kristensen.
– Jeg bliver så harm over at se det her vigtige område sejle fuldstændigt, og jeg savner i dén grad at vores socialminister kommer på banen med en holdbar plan for hvordan området kan genoprettes. Tilliden til det kommunale system vakler, når borgerne skal kende deres klagemulighed for at være sikre på at få den hjælp, de har behov for i en svær dagligdag. Det er borgerne som er den svage part her – ikke systemerne! Regeringen og KL taler om at være på rette vej med bæredygtig udvikling på social- og handicapområdet. Virkeligheden, som vi hører om fra vores medlemmer, handler om besparelser og mindre retssikkerhed, forklarer hun.
Omgørelsesprocenten for 2024 på socialområdet samlet set var 44,9% (38,6% i 2023), idet Ankestyrelsens afgørelser fordelte sig sådan:
- 7,1 pct. af sagerne er ændret eller ophævet (9,8% i 2023)
- 37,8 pct. er hjemvist (28,8 % i 2023)
- 55,1 pct. er stadfæstet; altså at kommunens afgørelse var rigtig (61,4% i 2023).
Fordelt på børne- og voksenhandicapområdet ser omgørelsesprocenterne således ud:
- Børnehandicapområdet: 48,9% (48,4% i 2023)
- Voksenhandicapområdet: 40,4% (37,0% i 2023)
Omgørelsesprocenten varierer i høj grad mellem kommunerne. Du kan selv dykke ned i omgørelsesprocenterne for de enkelte kommuner her:
Omgørelsesprocenter på socialområdet i 2024 – Social- og Boligministeriet
Tidligere nyheder om emnet: