Flere faglige inputs er på plads til årets Epilepsikonference, hvor der blandt kommer oplæg om epilepsi og seksualitet samt om børn med epilepsi i skolen.

En sexolog og en børneskoleleder er blandt de nye oplægsholdere ved Epilepsikonferencen 2026. Foto: Victor Bebe Ploug Larsen
Af: Victor Bebe Ploug Larsen
Programmet til Epilepsikonferencen 2026 tager fortsat form. Den 12. juni danner Odense Congress Center rammen om en dag med både debat, faglighed og perspektiver på livet med epilepsi. Nu er endnu et par navne føjet til programmet.
Blandt de nye oplægsholdere er sexolog og sundhedsfaglig konsulent Marlene Linnebjerg Kudsk, som vil sætte fokus på et emne, der sjældent får plads i samtalen om epilepsi: seksualitet.
I sit oplæg vil hun blandt andet komme ind på, hvordan medicinbivirkninger og anfaldsaktivitet kan påvirke lyst og funktion, men også hvordan faktorer som selvværd, angst og oplevelsen af kontroltab kan spille ind. Samtidig sætter hun fokus på relationer, kommunikation med partneren og på seksuel sundhed bredt forstået – hvor trivsel og velvære er i centrum, ikke kun samleje.
Der bliver også mulighed for at høre Stine Skov Clarke, der er skoleder på Børneskolen Filadelfia. Hendes oplæg kommer til at have fokus på børn med epilepsi i skolen.
Programmet for konferencen er efterhånden ved at være godt fyldt op, men der vil stadigvæk blive offentliggjort de sidste oplægsholdere inden for den nærmeste fremtid.
Her kan du læse, hvem der er ellers kommer til Epilepsikonferencen 2026.
Har du endnu ikke tilmeldt dig konferencen? Så kan du gøre det via linket her.

Få nyhedsbrev