Flere store aktører i spil: Sådan markeres Purple Day

I slutningen af marts markeres den lilla epilepsidag verden over. I Danmark vælger både en gammel og nye aktører i år valgt at markere dagen ved at lade deres bygning blive oplyst i lilla

Storebæltsbroen danner endnu engang rammerne for Purple Day i Danmark. Foto: Anders Holst

Af: Victor Bebe Ploug Larsen

Torsdag den 26. marts er det atter tid til at markere Purple Day. Dagen startede som en græsrodsbevægelse. Den blev grundlagt i 2008 af den dengang 9-årige canadiske pige Casidy Megan, som selv har epilepsi. I dag markeres Purple Day i hele verden, blandt ved at oplyse vartegn og bygninger i lilla lys.

I Danmark har dagen også opnået større popularitet de seneste år. De seneste to år har Storebæltsbroens pyloner været oplyst i lilla den 26. marts og sidste år lyste FÆNGSLET i Horsens også op i et smukt lilla lys.

Heldigvis bliver Purple Day endnu engang markeret på spektakulær vis. Sund & Bælt har nemlig meddelt Epilepsiforeningen, at bilister, der krydser Fyn og Sjælland den 26. marts, igen i år kan opleve Storebæltsbroens pyloner oplyst i lilla fra mørkets frembrud og frem til midnat.

Epilepsiforeningens landsformand, Lone Nørager Kristensen, har svært ved at få armene ned ved nyheden om, at Storebæltsbroen igen bakker op om sagen.

– Vi tager det bestemt ikke for givet, at Storebæltsbroen vil være med til at markere Purple Day. Vi synes, det er vildt, at de har gjort det to gange, så det, at de nu er med for tredje år i træk, gør bestemt ikke begejstringen mindre. Jeg er virkelig glad for, at de vil være med til at bakke op om epilepsisagen, siger Lone Nørager Kristensen og tilføjer:

– Vi ved fra de forrige år, hvor meget det betyder for vores medlemmer, at deres sygdom bliver synliggjort på den her måde. Så det er ganske enkelt fantastisk, at de nu endnu engang får mulighed for at opleve en lilla Storebæltsbro.

Hvis man skal se Storebæltsbroen fra Fynssiden af, kan man med fordel også slå et smut forbi Nyborg rådhus.  Her vil de oplyse deres glasgang, som kan ses udefra, på rådhuset med lilla lys. Lyset vil ligeledes være tændt fra solnedgang til midnat.

Også markering i Jylland

Storebælt og Nyborg bliver ikke det eneste sted Purple Day markeres i år. Jyske Bank Boxen i Herning – også blot kaldet Boxen i daglig tale – vælger nemlig at støtte op om dagen, ved at lade deres bygning være oplyst i lilla. Lyset bliver tændt ved mørkets frembrud og frem til midnat.

Normalt forbindes Boxen med kæmpekoncerter og store sportsbegivenheder som f.eks. den seneste håndboldslutrunde. Men for en enkelt dag kommer man altså til at forbinde den med epilepsi.

Det bliver ikke første gang, Boxen markerer en mærkedag ved at lade sig blive oplyst i en bestemt farve.

Tidligere har bygningen lyst blåt i forbindelse med Børnenes dag, blåt og gult for at udvise sympati med Ukraine. I november sidste år lyste de faktisk op i lilla for at sætte fokus på børn, der er født for tidligt.

Lone Nørager Kristensen er begejstret for, at Boxen også er gået med til at markere dagen:

– Det er kæmpestort, at Boxen vil være med til at bakke op om Purple Day og epilepsisagen. Det er et stærkt vartegn, som mange kender. Jeg håber det kan være med til at give epilepsisagen noget ekstra opmærksomhed, siger hun.

Håber på stor opmærksomhed

Netop opmærksomhed har de seneste års Purple Day i stor stil affødt.

I 2024 blev mindst 200.000 mennesker opmærksomme på epilepsi i forbindelse med Purple Day, da Storebæltsbroens pyloner blev oplyst i lilla.

Da Storebæltsbroen og FÆNGSLET i Horsens sidste år lyste op ved samme lejlighed, blev det også en stor succes. Opslaget om Storebæltsbroen blev Epilepsiforeningens største organiske succes på dets sociale medier. Det nåede ud til over 150.000 unikke brugere.

Derfor lægger Lone Nørager Kristensen heller ikke skjul på, at hun håber, at årets markeringer endnu engang kan være med til at øge opmærksomheden omkring epilepsisagen.

– Vi har jo lagt en høj barre for os selv fra de tidligere år. Jeg håber naturligvis, vi kan nærme os en lignende opmærksomhed som vi før har gjort. Forudsætningerne er i hvert fald gode, når Boxen nu også er med. Vi har pludselig mulighed for at nå ud til et helt andet publikum også, afslutter hun.

Flere danske kommuner har desuden oplyst Epilepsiforeningen, at de vil markere Purple Day på deres Facebook-sider ved at oplyse om epilepsi.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev