Folk med kroniske sygdomme – fx epilepsi, kan stå med store udfordringer, når medicin er en del af livet. Et forløb med to samtaler på apoteket kan gøre hverdagen nemmere og behandlingen mere effektiv.

En medicinsamtale består af to samtaler af sammenlagt 20 minutters varighed. Foto: Istock
Af: Victor Bebe Ploug Larsen
Gratis medicinsamtaler på apoteket er en mulighed for de mange borgere, der bliver ramt af en kronisk sygdom.
Behovet synes at være der. Undersøgelser viser nemlig, at omkring halvdelen af os ikke tager den medicin, der er aftalt med lægen.
Det griber ind i hverdagen, når man f.eks. får konstateret epilepsi eller en anden kronisk sygdom. Ofte skal man som noget helt nyt tage medicin en eller flere gange om dagen i lang tid, eller måske resten af livet.
– Det lyder måske meget nemt, når man forlader sygehuset eller lægens konsultationsværelse. Men desværre viser det sig ofte, når man kommer hjem, at de gode medicinvaner ikke kommer af sig selv, og at det kan være svært at holde styr på, hvilken medicin der skal tages hvornår og i hvilke mængder. Og det giver usikkerhed, siger sundhedsfaglig direktør Birthe Søndergaard, Danmarks Apotekerforening
Medicinsamtaler kan fjerne usikkerhed og give gode vaner
Mange er måske bekymrede for mulige bivirkninger og usikre på, hvordan medicinen virker. Eller hvad nu, hvis man indimellem glemmer at tage en dosis?
Motivationen kan også være udfordret, fx fordi medicinen ikke har den virkning man regnede med. Derfor kan det være en god idé at få en samtale med apotekets medicineksperter. De kan give viden, være med til at fjerne bekymringerne og hjælpe med at grundlægge gode medicinvaner.
– Medicinsamtalerne på apoteket tager udgangspunkt i den enkelte medicinbrugers behov og livssituation. Det handler om at give viden og hjælpe til at få skabt gode vaner, så man får det bedste ud af behandlingen. For medicin gør størst gavn, når den bliver taget som aftalt med lægen, forklarer Birthe Søndergaard.
Medicinsamtalerne foregår på apoteket i rolige og diskrete omgivelser, men det kan også foregå via videoforbindelse, hvis man har svært ved at møde op på apoteket.
En medicinsamtale består af to samtaler af sammenlagt 20 minutters varighed. Det er en mulighed for at tale uforstyrret med en farmaceut eller farmakonom om det, der er vigtigt for den enkelte i forhold til medicinen. Samtalen kan blandt andet handle om medicinens virkning, mulige bivirkninger, bekymringer, tilskudsmuligheder mm.
Det er muligt at få en gratis medicinsamtale på apoteket, hvis man er i målgruppen. Det kan afklares ved henvendelse på apoteket eller efter henvisning fra lægen.

Få nyhedsbrev