På sin rundtur med Epilepsiforeningen delte professor Rikke Steensbjerre Møller den nyeste viden om genetik og forskning – og mindede om, at der er håb at hente i fremtidens forskning.

Rikke Steensbjerre Møller er glad for, at hun fik mulighed for at snakke med en masse patienter og pårørende, under den lille tur rundt i Danmark. Foto: Victor Bebe Ploug Larsen
Af: Victor Bebe Ploug Larsen
Der var lagt op til fire spændende og lærerige aftener i starten af oktober, da Epilepsiforeningen i samarbejde med professor Rikke Steensbjerre Møller fra Filadelfia kom rundt i landet for at gøre mennesker med epilepsi og deres pårørende klogere på epilepsi og genetik.
De fire værtsbyer var Herlev, Odense, Aalborg og Aarhus, og alle fire aftener var velbesøgt med mellem 40-80 deltagere.
Gennem halvanden times fagligt oplæg tog Rikke Steensbjerre Møller deltagerne med på en tour de force i epilepsigenetik. Hun fortalte blandt andet om, hvordan genetiske undersøgelser både kan pege i retning af den rette behandling og samtidig åbne for nye muligheder inden for fremtidens epilepsibehandling.
Professoren formåede på fornem vis at formidle det komplekse emne på en forståelig og vedkommende måde. Det gjorde hun blandt andet ved at inddrage patienthistorier, der gav deltagerne et konkret indblik i, hvordan genetiske udredninger kan bidrage til bedre behandling og forståelse af sygdommen.
Stor interesse blandt deltagerne
Spørgelysten blandt deltagerne var stor ved alle fire arrangementer – så stor at oplægget ofte gik over tid. Både under oplæggene og efterfølgende benyttede mange lejligheden til at tale med professoren under fire øjne og stille uddybende spørgsmål.
Rikke Steensbjerre Møller glæder sig over at have haft mulighed for at møde deltagerne ansigt til ansigt:
– Jeg synes, det er fantastisk at komme ud og se folk i øjnene. Man kan meget bedre mærke, om publikum forstår, hvad man siger. Samtidig kan jeg bruge de fantastiske patienthistorier, som folk har givet mig lov til at dele. Det ville jeg aldrig kunne gøre, hvis det var over en skærm, fortæller Rikke Steensbjerre Møller.
Hun fremhæver desuden, at hun var meget begejstret for publikums entusiasme og spørgelyst til trods for det tekniske emne.
Håb for fremtiden
I oplæggets sidste del inviterede professoren deltagerne med ind i den aktuelle forskning på området.
Med stor entusiasme fortalte hun om lovende resultater og potentielle behandlingsformer, som i fremtiden forhåbentlig kan komme visse epilepsipatienter til gavn.
Det var vigtigt for hende både at give håb og samtidig bevare realismen:
– Alle har brug for håb. Jeg synes, der er nogle utroligt spændende studier i gang – hvad enten de ender med at blive til noget eller ej. I dag er der stadig omkring 30 procent af personer med epilepsi, som vi ikke kan behandle tilstrækkeligt. Det er ikke alle, der vil kunne få genterapi, men hvis bare nogle af dem kan hjælpes, så ville det være helt fantastisk, afslutter Rikke Steensbjerre Møller.

Få nyhedsbrev





