Halvanden måned efter sin epilepsidiagnose gennemførte Monique en halv ironman

Af: Victor Bebe Ploug Larsen

Indtil starten af maj 2025 havde 25-årige Monique Heede fra Roskilde levet et rimelig normalt ungdomsliv. Tilværelsen havde i mange år været fyldt med et aktivt liv med sport og løb. Landevejscyklingen var hendes frirum, og efter at have set flere veninder gennemføre både hele og halve ironmans, satte hun sig et mål: Hun ville selv gennemføre den ekstreme distance, og derfor tilmeldte hun sig en halv ironman i Helsingør, som fandt sted den 22. juni.

Men i maj 2025 ændrede alt sig. Efter hun havde fået sit andet tonisk-kloniske anfald på et år, fik hun diagnosen epilepsi.

Meddelelsen var chokerende for den 25-årige, og der var mange usikkerheder. Hvad ville det betyde for hendes ungdomsliv? Hendes træning? I den første tid efter diagnosen blev hun også mødt med mange skræmmebilleder af sygdommen.

Samtidig fik hun at vide, at hun måtte opgive sin drøm om at deltage i den halve ironman i Helsingør – som kun lå halvanden måned væk. Lægerne anbefalede ro, indtil medicinen var afstemt.

– Jeg havde ikke energien til særlig meget, og jeg var konstant svimmel. Det var næsten som, når man har drukket– bare uden alt det sjove, siger hun med et smil.

Opbakning fra neurolog og familie

Efter nogle uger begyndte Monique at reagere godt på medicinen. Hun havde ikke haft flere anfald, og hendes neurolog mente, at nogle af de skræmmebilleder, hun var blevet mødt af, var overdrevne.

– Min neurolog sagde, at selvfølgelig skulle jeg tage min medicin og passe på i visse situationer – men ellers skulle jeg leve mit liv som alle andre unge. Det var en kæmpe lettelse, siger hun.

Også familien bakkede hende op. Selvom der kun var to uger til løbet, besluttede Monique sig for at stille op.

– Jeg havde ikke trænet i længe -udover at jeg havde været ude og løbe et par gange – men da jeg fik grønt lys, tænkte jeg: ’En kronisk sygdom skal ikke forhindre mig i mine drømme, så nu stiller jeg til start, og så ser vi, hvordan det går.’

Får det dårligt under løbet

Den 22. juni stod hun ved startlinjen i Helsingør. Svømningen gik planmæssigt, og de første 60 kilometer på cykel føltes gode. Men så begyndte kroppen at reagere.

– Normalt ville jeg have presset mig selv mere, men jeg kendte ikke min epilepsi godt nok. Jeg vidste ikke, om det, jeg mærkede, var epilepsien, medicinen eller bare udmattelse. Det var lidt skræmmende, men jeg tænkte ’der er 30 kilometer tilbage på cyklen, så nu tager jeg det i et lidt mere roligt tempo, og så må jeg se, hvordan det går til løbedelen.’

Hun gennemførte cyklingen – og begyndte på de sidste 21 kilometer løb.

– Da der var to kilometer tilbage, så jeg min familie stå og heppe. Jeg kunne se, min mor var lige ved at fælde en tåre. Jeg var lige ved at gøre det samme, for jeg vidste, at om to kilometer, så havde jeg gennemført det her på nogle rigtig svære betingelser. Da jeg løb ned mod målstregen, kunne jeg ikke holde det tilbage. Jeg tror nærmest kun der er billeder af mig der græder, efter jeg løb over målstregen, siger Monique med et grinende.

Samler ind til epilepsisagen

Efter sin første halve ironman har Monique sat sig nye mål. Hun er allerede tilmeldt et nyt løb til næste år – og i 2027 satser hun på at gennemføre en hel ironman.

– Kroppen skal selvfølgelig kunne følge med. Det er ekstremt, også uden en diagnose,” siger hun.

Men hendes ambitioner handler ikke kun om sport. Hun vil også bruge sin historie til at skabe opmærksomhed om epilepsi. Under Copenhagen Half Marathon bar hun en trøje med Epilepsiforeningens logo.

Samtidig har hun oprettet en indsamling til fordel for Epilepsiforeningen, hvor hun også under stævner og træning vil vise sig selv og andre, at epilepsien ikke har skulle sætte en stopper for hendes drømme.

Du kan finde Moniques indsamling og støtte den her.