Her er vinderen af Epilepsiprisen 2025

Epilepsiprisen 2025 går til Kern Olofsson, der gennem mange år har ydet en enestående indsats inden for epilepsiområdet.

Kern Olofsson modtager årets epilepsipris 2025.

Kern Olofsson er modtager af Epilepsiprisen 2025. Foto: Filadelfia

Af: Victor Bebe Ploug Larsen

Som en fast tradition har Epilepsiforeningen igen i år uddelt Epilepsiprisen i forbindelse med Den Internationale Epilepsidag, og årets prismodtager Kern Olofsson får prisen på baggrund af hans mangeårig indsats som cheflæge på Epilepsihospitalet Filadelfias Børneafdeling.

Epilepsiprisen er en pris, hvor alle har haft mulighed for at indstille kandidater. Efterfølgende har Epilepsiforeningens forretningsudvalg valgt vinderen blandt de indstillede kandidater.

Epilepsiforeningens landsformand, Lone Nørager Kristensen sender på vegne af foreningen Kern Olofsson et stort tillykke med prisen:

– Det er virkelig fortjent, at Kern er modtager af Epilepsiprisen 2025. På vegne af foreningen vil jeg gerne sende ham en stor lykønskning og samtidig en dybfølt tak for hans indsats for børn med epilepsi, som gennem årene har været uvurderlig. Jeg er sikker på, at mange af hans patienter – både nuværende og tidligere – mener, at han er den helt rigtige modtager af årets pris.

Baggrund og begrundelse

Det er ikke kun Epilepsiforeningens landsformand, der fremhæver Kern Olofssons betydning. Også i selve indstillingen bliver hans arbejde rost:

“For hans kontinuerlige og engagerede indsats for at forbedre behandlingen og livet for børn med epilepsi gennem mange år. For god ledelse af Filadelfia’s Børneafdeling og for en sjælden evne til at lytte til patienternes og pårørendes behov og finde de individuelt bedste tilpasninger af behandlingen.”

“Jeg har læst Kern’s artikler og lyttet til nogle af hans foredrag. Jeg er sikker på, at vi ikke er de eneste, som har haft gavn af hans indsats. Jeg ville ønske, at andre kollegaer tager ham som eksempel på, hvordan man kan tackle epilepsibehandlingen i fællesskab med patienten.”

Udover anerkendelsen modtager Kern Olofsson også et diplom samt et skattefrit beløb på 10.000 kr.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev