“Husk hjernen” – og gør noget godt for dig selv

12.05.2018

På mandag går en drøm i opfyldelse for Epilepsiforeningen, da butikskæden ”Normal” sælger ”Husk hjernen”-nøgleringe til støtte for Epilepsiforeningens, Hjernesagens og Parkinsonforeningens arbejde for ramte og pårørende

 

Du kender godt det der med, at man står ved kassen i supermarkedet, og så ser man en kasse med sløjfer, nåle eller armbånd til støtte for en af de helt store sygdomsorganisationer. Og du har måske stået og tænkt: Hvorfor er det altid dem, man kan købe noget til fordel for? Hvorfor er det ikke Epilepsiforeningen?

Det har tre af de lidt mindre organisationer – Epilepsiforeningen, Hjernesagen og Parkinsonforeningen – nu gjort noget ved. I tæt samarbejde med butikskæden ”Normal” lanceres nu kampagnen ”Husk hjernen”, hvor der sælges en serie såkaldte huskeringe, i alle ”Normal”s butikker landet rundt fra på mandag den 14. maj og – foreløbig – frem til den 17. juni. De kan også købes via Hjernesagens webshop.

Huskeringen er til dine nøgler. Men ud over at få styr på nøglerne, så får du også en påmindelse om noget af det, der kan være vigtigt, hvis man vil gøre noget godt for både sig selv og hjernen.

Husk hjernen og alt det gode

De farverige nøgleringe er lavet i seks udgaver med hver sin positive påmindelse om at gøre noget godt for dig selv og din hjerne:

Husk pausen – din hjerne får gode ideer, når den får lov til at slappe af. Nap en lille pause i ny og næ og øg dit fokus.

Husk det grønne – du tænker, som du spiser! Spis groft, frisk og masser af grønt og styrk din koncentration og intelligens.

Husk at kysse – kys frigiver kærlighedshormonet oxytocin i din hjerne og skaber følelsen af samhørighed, tillid og kærlighed.

Husk at gøre det – spring ud i det! Lav f.eks. en liste over dine drømme – og tag kontrollen over dit liv og dine tanker og handlinger.

Husk at nyde – nyd livet, maden, vennerne. Nydelse udløser kærlighedshormon og lykkestof, og styrker din sundhed. Og er faktisk selve grundstenen for vores eksistens.

Husk at undres – din hjerne elsker overraskelser! Lær noget nyt, bryd rutinerne, tænk i nye baner og udfordr dig selv.

Ringene koster 40 kroner stykket, og overskuddet går til de tre foreningers arbejde for ramte og pårørende. Så herfra skal lyde en opfordring: tag et smut i ”Normal”, og send gerne en lignende opfordring til alle du kender. Nu er muligheden her endelig for både at skabe synlighed om vigtigheden af hjernen og hjernens sygdomme, samtidig med at man støtter en god sag.

Kilde

Epilepsiforeningen og Husk hjernen