Hvornår kan det være en god idé at fortælle om det? Og hvornår har du pligt til det? Det kigger vi nærmere på her.
Hvis epilepsien har betydning for det job, du skal udføre, og du derfor er forpligtet til at fortælle om den, kan du vente med at oplyse om epilepsien til jobsamtalen. Grafik: Victor Bebe Ploug Larsen/Canva
Af Helle Obel, socialrådgiver, og Camilla Skødt Bonde, sygeplejerske
Skal jeg oplyse om epilepsi ved jobansøgning?
Hvis vi kigger på, hvad Helbredslovens §6 siger, så er det formuleret således:
”En lønmodtager skal inden ansættelsen af egen drift eller på spørgsmål derom fra arbejdsgiveren oplyse, om lønmodtageren er bekendt med at lide af en sygdom eller har symptomer på en sygdom, som vil have væsentlig betydning for lønmodtagerens arbejdsdygtighed ved det pågældende arbejde.”
Det betyder omvendt, at hvis du mener, at din epilepsi ikke har betydning for det arbejde, du skal udføre, behøver du ikke at oplyse om den. Overvej dog, om det kan være en god idé at orientere arbejdsgiver og kolleger, i tilfælde af at du skulle få et anfald på arbejdspladsen.
Så undgår du, at folk bliver forskrækkede, og du kan informere om, hvad dine kolleger skal gøre – og ikke gøre – i forbindelse med et eventuelt anfald.
Hvordan fortæller jeg om epilepsien?
Hvis epilepsien har betydning for det job, du skal udføre, og du derfor er forpligtet til at fortælle om den, kan du vente med at oplyse om epilepsien til jobsamtalen. Det behøver ikke at fylde hele samtalen – du kan vente til sidst i samtalen og nævne, at du i øvrigt har epilepsi, og hvad den betyder for dig.
Hvem vurderer, om jeg skal oplyse om epilepsien?
Det gør du selv ud fra din bedste vurdering af, om epilepsien har betydning for det job, du skal udføre. Skal du eksempelvis bruge et kørekort i forbindelse med arbejdet, men har permanent kørselsforbud, eller hvis epilepsien giver problemer med hukommelsen i et job, der stiller krav til hukommelsen – så bør du forvente at være forpligtet til at oplyse om det.
Hvad er konsekvensen, hvis jeg undlader at fortælle om epilepsien?
Hvis du ikke oplyser om epilepsien inden ansættelsen, og du bliver syg og får fravær på grund af epilepsien, er arbejdsgiver ikke forpligtet til at udbetale løn under fraværet. Arbejdsgiver er også berettiget til at kunne afskedige dig uden varsel.
Kilde: Epilepsiforeningen