Jakob Junker Jeppesen er 25 år, iværksætter og har epilepsi. Nu vil han hjælpe andre mennesker med sygdommen med hurtigt og enkelt at kunne registrere deres anfald.

Jakob Junker Jeppesen har en mission: Han vil hjælpe andre mennesker med epilepsi med hurtigt og enkelt at kunne registrere deres anfald. Foto: Privat
Af: Victor Bebe Ploug Larsen
25-årige Jakob Junker Jeppesen er stifter af Neurone. Her arbejder han med at udvikle digitale løsninger til personer med neurologiske lidelser, hvor han har et særligt fokus på epilepsi.
Jakob Junker Jeppesen har tidligere stået bag selskabet og epilepsi-appen MyEpi.
Neurone’s første produkt er EpiLink – en mobil app. Den skal gøre det enkelt og hurtigt at registrere anfald på en simpel og struktureret måde og dele data med lægen forud for en konsultation.
Med afsæt i hans egne erfaringer som epilepsipatient arbejder Jakob på at gøre det nemmere for patienter at registrere og forstå deres sygdom i hverdagen. Samtidig skal det også være med til at sundhedspersonale kan få en bedre indsigt mellem konsultationer.
Deler hele sin rejse
Løsningen udvikles i samarbejde med Sjællands Universitetshospital i Roskilde og forventes testet og lanceret inden sommeren 2026.
– Jeg har selv epilepsi, og det her startede egentlig bare med et behov for selv at få bedre styr på min hverdag. I dag prøver jeg at bygge noget, der forhåbentlig kan gøre en forskel for andre i samme situation, fortæller Jakob Junker Jeppesen.
Jakob har desuden valgt at dele hans iværksætter-rejse fra udvikling til lancering. En minidokumentar er under udvikling. Allerede nu kan man dog få en lille smagsprøve på det store arbejde, det kræves at udvikle en virksomhed indenfor sundhedsindustrien.
Jakob er lige på trapperne med testversionen af EpiLink, så hvis man har lyst til at være med til at teste løsningen, kan man række direkte ud til ham på jakob@neurone.dk.

Få nyhedsbrev