Jane måtte flytte fra sit hjem, da hun fik et lægeligt kørselsforbud

Af: Victor Bebe Ploug Larsen

I sin lejlighed midt i Hjørring har Jane Riis det meste inden for rækkevidde. Indkøbsmulighederne ligger få minutters gang væk, og Bagterpskolen, hvor hun har undervist i over 20 år, ligger kun 2,5 kilometer fra hendes hoveddør.

Men det var ikke frivilligt, at hun for omkring fire år siden pakkede sit gamle hjem ned og rykkede ind til byen.

Den 58-årige lærer havde egentlig regnet med at blive boende i sit hus i Poulstrup, hvor hun nød roen og omgivelserne, indtil hun gik på pension. Men da hun i december 2020 fik konstateret epilepsi, som efterfølgende udløste et lægeligt kørselsforbud, ændrede tingene sig hurtigt.

Med 11 kilometer til arbejde og begrænset offentlig transport skulle der tages et hårdt valg: sige farvel til jobbet – eller finde en ny adresse. I februar 2021 traf hun en beslutning, hun helst havde været foruden.

Måtte køres hjem fra arbejde

Det hele startede i september 2020, hvor Jane flere gange oplevede at få anfald og blive kørt hjem fra arbejde. I den periode var en af Janes døtre meget omkring hende og boede også hos hende, fordi hun fik mange anfald.

– Jeg har fået at vide på mit arbejde, at jeg er blevet kørt hjem af lederen flere gange. Det kan jeg ikke selv huske, men den sidste gang, jeg drattede om derhenne, fik jeg at vide, at jeg skulle finde ud af, hvad der var galt, før jeg kom igen. Så blev jeg sygemeldt, så jeg kunne finde ud af, hvad det var, der skete med mig, fortæller Jane.

Hun forklarer, at epilepsien også har gjort, at der er nogle ting, som er forsvundet fra hendes hukommelse. Hun ved kun dette ved at have snakket med sine kolleger efterfølgende om forløbet, og fordi hun begyndte at føre anfaldsdagbog.

I starten havde lægerne svært ved at finde ud af, hvad der helt præcist var galt med Jane.

– Jeg var til lægen i december sammen med min datter. Hun havde læst op på en hel masse, og så var det faktisk hende, der kom ind på, at det måske var epilepsi, fortæller Jane.

Datterens fornemmelse viste sig at være korrekt. Jane blev sendt til et videre forløb, hvor hun skulle undersøges, og senere samme måned fik hun epilepsidiagnosen. Når Jane ser tilbage på forløbet, mistænker hun, at epilepsien med al sandsynlighed havde stået på i længere tid.

Langt fra hjem til arbejde

Allerede inden Jane fik diagnosen, var hun stoppet med at køre bil, fordi hun var bange for at miste bevidstheden, når hun kørte. Da diagnosen så kom sort på hvidt, fik hun et lægeligt kørselsforbud på et år, og det blev hurtigt et problem for hende.

På det tidspunkt boede hun i den lille by Poulstrup. For dem, der ikke kender Poulstrup, er det en lille by i den sydligste ende af Hjørring Kommune med omkring 420 indbyggere inden for bygrænsen.

Der er fem kilometer til den nærmeste købmand, og medmindre man har et ærinde på friskolen, den lokale frisør eller automekanikeren, er det ikke en by, som mange kører igennem til hverdag, forklarer Jane.

Hvis man skal med offentlig transport fra Poulstrup, skal man lede langt efter det nærmeste busstoppested til Hjørring. Jane havde stadig et arbejde, som hun på et tidspunkt skulle vende tilbage til, og hendes nye situation betød, at hun var afhængig af at kunne blive transporteret til og fra arbejde.

Afsøgte alternativerne

Jane gik hurtigt i gang med at undersøge, om der var mulighed for at få arbejdslivet og boligsituationen i Poulstrup til at fungere.

Det nærmeste busstoppested lå omkring fire kilometer fra hjemmet, hvor man skulle ud på en befærdet vej for at komme derhen. Jane forklarer, at hun kunne køre et stykke af vejen på cykelsti, men på det sidste stykke af turen ville hun være tvunget ud på den trafiktunge vej.

– Det stykke er så farligt, at ingen rigtig cykler der. Hvis der nu havde været en cykelsti hen til busstoppestedet, kunne det måske have været gået. Jeg kendte heller ikke nogen derude, som jeg kunne køre med. Der er ganske vist en telebus, som man kan ringe til, men den kører også kun på nogle bestemte tidspunkter om eftermiddagen, så det ville heller ikke du’, fortæller hun.

Jane undersøgte også, om det ville være muligt at tage skolebussen, der kørte igennem byen. Problemet var, at dens slutdestination var i Tårs, og det ville under alle omstændigheder betyde, at hun ikke ville kunne nå at møde på arbejde til tiden.

– Men selv hvis det havde passet, så tror jeg ikke engang, man må køre med skolebussen, tilføjer hun.

Arbejdet frem for hjemmet

Kørselsforbuddet betød også, at Jane følte sig tvunget til at sætte sit hus til salg, og i februar 2021 kom der et ’Til salg’-skilt ud foran matriklen i Poulstrup.

Selv om Jane var glad for sin bolig, skulle hun ikke bruge lang tid på at overveje, om hun ville beholde huset eller arbejdet.

– Jeg havde haft huset i fire og et halvt år, det var et lækkert sted i et lille hyggeligt villakvarter med meget ro. Jeg tænkte bare: ”Nej, nu havde jeg endelig fundet et sted, hvor jeg troede, jeg skulle blive gammel.”

Samtidig var der også mange økonomiske overvejelser i det. Ville jeg tabe penge på det ved et salg? Går jeg i gæld?

Derfor var det også en hård, men nødvendig beslutning, da hun valgte huset fra og hendes mangeårige arbejdsplads til.

– Jeg havde været på den skole i så mange år, så det var jo blevet mit liv. Jeg tror, jeg var gået ned, hvis ikke jeg havde mit arbejde. Det var folk, jeg kendte, og mine rutiner var der. Jeg har været på skolen i 24 år. Det er der, jeg har haft hele mit arbejdsliv, så jeg kunne slet ikke forestille mig, hvis jeg lige pludselig skulle til at blive arbejdsløs.

Jane håbede på, at huset hurtigt ville få en ny ejer, da det kom til salg. Desværre skulle det vise sig at tage tre år, før det endelig blev solgt i 2024.

Det betød blandt andet, at hun i store dele af den periode både skulle betale husleje for en lejebolig i Hjørring og boligen i Poulstrup.

– Det var dyrt. Jeg regnede mig frem til, at jeg havde boligudgifter for omkring 12.000 om måneden, fordi jeg havde begge steder, og jeg var kun mig selv til at betale det. Så det var godt, at jeg havde en god lærerløn, der kunne dække det, siger hun.

Inspiration fra udlandet

På et tidspunkt stødte Jane på en norsk ordning, der blev siddende i baghovedet. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget sådan en løsning kunne have hjulpet hende.

– Hvis jeg bare kunne have taget en taxa til og fra arbejde til almindelig takst, indtil mit hus var solgt… Det ville have gjort en kæmpe forskel, siger hun. – Det er jo ikke, fordi jeg ville nasse på systemet. Jeg ville bare gerne passe mit arbejde og klare mig selv.

Jane havde aldrig ønsket at trække sig tilbage eller leve af offentlig støtte. Tværtimod.

– Jeg føler mig straffet for at ville arbejde, for jeg vil bare gerne yde noget og klare mig selv, siger hun.

Hun overvejede også muligheden for at tage en almindelig taxa. Hun undersøgte, om det kunne betale sig at tage en taxa til og fra arbejde i Poulstrup. Men til almindelige takster kunne det bedre betale sig at finde en ny bolig.

Ny hverdag

Selvom Jane i dag ikke længere har et kørselsforbud, har hun valgt bilen fra. Hun har forsøgt at køre lidt igen, men følelsen af utryghed bag rattet har gjort beslutningen let: Hun har det bedst uden.

Til gengæld savner hun ikke bilen i hverdagen. Hun har skabt en ny struktur i sit liv og har lagt en plan for fremtiden – en plan, der også rummer et håb om at kunne gå lidt tidligere på pension. Det giver hende noget at se frem til og fungerer som en vigtig drivkraft.

Huset, hun måtte opgive, sidder stadig i hende. Oplevelsen af at være tvunget til at sælge har sat sine spor, og hun er ikke i tvivl: Hun skal ikke være boligejer igen.

Alligevel møder hun den nye tilværelse med optimisme. Hverdagen i Hjørring fungerer, og det betyder meget for hende, at hun ikke længere er afhængig af andres hjælp for at komme rundt.

– Det er så skønt og giver en frihed. Jeg er tryg ved at bo herinde. Der er cykelsti hele vejen til arbejde, så jeg skal ikke ud at cykle på nogen trafikeret vej. Hvis jeg kan mærke, at jeg begynder at få det skidt, kan jeg bare stige af cyklen og gå resten af vejen, siger hun.