05.08.2025

Klar til skolestart – med epilepsien som følgesvend

Et nyt skoleår står for døren og det samme gør spørgsmålene også, hvis man er forældre til et barn med epilepsi. Epilepsiforeningen giver her svar på nogle af de oftest stillede spørgsmål, man kan have som forældre til et skolebarn med epilepsi.

Klar, parat, skolestart - også hvis ens barn har epilepsi. Foto: Istock

Af: Svend-Erik Runge og Camilla Skødt Bonde

Når skoleåret begynder, står mange forældre til børn med epilepsi over for en række spørgsmål og bekymringer. Hvordan vil epilepsien påvirke mit barns skolegang? Hvilke pligter har skolen? Og hvordan sikrer man, at barnet trives både fagligt og socialt? Det kan du blive klogere på her.

Hvordan påvirker epilepsi barnets indlæring og kognitive udvikling?

Selvom mange børn med epilepsi klarer sig fint i skolen, har nogle øgede udfordringer med koncentration, hukommelse, sprog og adfærd. Det kan være direkte relateret til epilepsien eller som følge af bivirkninger ved medicinen.

Hvem har ansvar for medicinering i skoletiden?

Medicintiderne bør så vidt muligt ligge udenfor skoletiderne. Oftest gives epilepsimedicin om morgenen og aftenen, men ved nogle få typer medicin kan det være nødvendigt, at det også gives midt på dagen. Når den behandlende læge vurderer, at medicinen kan gives af forældre der ikke er sundhedsuddannet, vil personale i dagtilbud eller i skolen også kunne påtage sig det.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at skolen, så vidt det er muligt, påtager sig denne opgave ved børn med kroniske sygdomme som epilepsi. Det er ledelsens ansvar, at der er en skriftlige instruktion til medicinen.

Hvis der er tale om akut anfaldsbrydende medicin, gælder det også, at så snart lægen har vurderet, at forældrene kan påtage sig opgaven, kan den også uddelegeres til personale på skolen.

Det er vigtigt, at der foreligger en fast behandlingsplan fra lægen om, hvordan og hvornår medicinen skal gives. Personalet omkring barnet skal instrueres i, hvordan de giver medicinen og hvornår der evt. skal ringes 1-1-2. Her kan sundhedsplejersken evt. være behjælpelig.

Hvordan informerer man klassekammerater om epilepsi på en god måde?

Åbenhed kan være med til at skabe tryghed og fjerne misforståelser. Epilepsiforeningen tilbyder både informationsmateriale og besøg af en informatør, som kan forklare elever og lærere, hvad epilepsi er, hvordan anfald ser ud, og hvordan man bedst støtter en klassekammerat.

Kan børn med epilepsi deltage skoleaktiviteter?

Ja, skolen er forpligtet til at sikre, at børn med epilepsi kan deltage i fx svømmeundervisning og lejrture på lige fod med andre. Det betyder, at skolen skal stille de nødvendige ressourcer til rådighed og ikke kan kræve, at forældre deltager. For eksempel skal skolen sørge for ekstra personale til at overvåge et barn med krampeanfald i forbindelse med svømmeundervisningen,

Undtagelsen gælder dog ofte fritidsordninger, hvor reglerne er mindre klare.

Hvordan skaber man et støttende og trygt skolemiljø for et barn med epilepsi?

Hos nogle børn med epilepsi kan struktur, forudsigelighed og pauser mindske stress og dermed risikoen for anfald. Nogle børn kan også have behov for behov for ekstra tid og ro. En tæt og løbende dialog mellem skole og forældre er afgørende for barnets trivsel og udvikling.

Hvis man oplever udfordringer med ens barns skoledag, kan man kontakte Specialrådgivningen om Epilepsi, som kan vejlede skolen om, hvordan de bedst muligt tilrettelægger dagligdagen i skolen for den enkelte elev med epilepsi.

Epilepsiforeningen er klar ved telefonen

Medlemmer af Epilepsiforeningen og fagpersoner kan få rådgivning hos vores sygeplejerske og socialrådgiver. De sidder klar ved telefonen på tirsdage, torsdage og fredage. Du kan også kontakte dem via mail gennem linket her.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev