Mennesker med – en kampagne om at se mennesket før handicappet

1. september lancerede Det Centrale Handicapråd en ny kampagne – ”Mennesker med” – der helt bogstaveligt udstiller danskernes syn på mennesker med handicap på et kunstgalleri. Det er ikke nødvendigvis kønt, og der er mange kørestole – men formålet er at lægge op til nysgerrighed, eftertanke og dialog.

Syv ud af ti tegninger viste en person i kørestol, mens to illustrerede et usynligt handicap ved hjælp af en solsikkesnor, og den sidste manglede en fod. Foto: Det Centrale Handicapråd

Af: Victor Bebe Ploug Larsen

Ti tilfældigt udvalgte danskere blev spurgt, om de ville tegne nogle tegninger til en reklamefilm. De fik en række forskellige tegneopgaver og skulle blandt andet tegne en forretningsmand, en cirkusprinsesse og en person med handicap. De fik et minut til hver opgave, og tegningerne blev derfor umiddelbare og simple. Først bagefter fik deltagerne at vide, hvad tegningerne mere præcist skulle bruges til.

Tegningerne blev forstørret, printet på et lærred og hængt op på Galleri Bjørn i Aarhus Midtby, hvor gæster med forskellige typer handicap var inviteret – både fysiske, psykiske, sensoriske og kognitive – kom og så udstillingen og blev interviewet til kampagnefilmen ”Mennesker med”.

Mogens Lindhard, der er formand for rådet, udtaler:

– De fleste af os går rundt med nogle ubevidste holdninger og fordomme om, hvad det vil sige at have et handicap. Vi har dem alle sammen i større eller mindre grad, og der er som regel ingen onde intentioner bag – det skyldes simpelthen bare uvidenhed og manglende eksponering, fordi alt for mange med handicap desværre stadig står uden for fællesskaberne på fx uddannelserne, arbejdspladserne og i fritidslivet.

Syv ud af ti tegnede personer i kørestol

Kampagnedeltagerne havde alle forskellige typer handicap – nogle usynlige som ADHD og ordblindhed, andre delvist synlige som fx cerebral parese – og en enkelt blind, som oplevede udstillingen igennem en synstolk, der beskrev værkerne for hende.

Syv ud af ti tegninger viste en person i kørestol, mens to illustrerede et usynligt handicap ved hjælp af en solsikkesnor, og den sidste manglede en fod.

Du kan se mere og møde deltagerne fra kampagnen på linket her.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev