13.11.2020

Mozart er den bedste, hvis anfald skal begrænses med musik

Et nyt studie bekræfter, at hos nogle voksne patienter kan en daglig dosis af en bestemt klaversonate af Mozart have positiv effekt

 

I mange år har man vidst, at nogen oplever bedre anfaldskontrol, hvis de jævnligt lytter til et musikstykke af Mozart – hans sonate for to klaverer i D-dur (Mozart K.448). For eksempel har Epilepsiforeningen skrevet om et skotsk studie, hvor man med EEG kunne se, at der skete noget i børns hjerne, når de hørte Mozartstykket.

Nu har canadiske forskere lavet et forsøg, hvor 13 voksne med epilepsi i tre måneder hver dag lyttede til de første seks minutter af Mozart klaversonate. Efter en pause på tre måneder prøvede de samme patienter at lytte til et andet og mindre melodiøst stykke musik i tre måneder.

Forskerne havde forventet, at resultatet ville blive det samme, uanset hvilken musik man lyttede til. Men sådan gik det ikke.

I perioden med lytten til Mozart kunne forskerne måle en nedgang i antallet af anfald. Den effekt var der ikke, når deltagerne lyttede til den urytmiske musik.

”Resultatet viser, at daglig lytten til Mozart K.448 kan være et brugbart supplement til behandlingen for at mindske anfaldsbyrden hos voksne med epilepsi”, skriver forskerne i deres konklusion og peger på, at der nu mangler studier, hvor man tester Mozart på en større patientgruppe over længere tid.

Kilde

Epilepsia Open

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev