En ny implanterbar EEG-enhed giver mennesker med epilepsi bedre mulighed for at få registreret alle deres anfald. Løsningen kan hjælpe med at optimere behandlingen og forbedre livskvaliteten.
Af: Victor Bebe Ploug Larsen
Danske UNEEG medical har lanceret en ny løsning, UNEEG EpiSight, som kan gøre livet lettere for mennesker med epilepsi og deres pårørende.
EpiSight består af en trådløs optageenhed, som bæres over en lille implanterbar EEG-enhed, der placeres under huden og måler hjerneaktiviteten døgnet rundt – i op til 15 måneder ad gangen. Snart forventes det at blive muligt i helt op til 3 år.
Enheden registrerer selv de anfald, patienten ikke selv bemærker, for eksempel under søvn. Data bliver sendt automatisk til hospitalet hver dag, hvor en smart AI-software hjælper lægerne med at finde mønstre i anfald og søvn.
Normalt må læger nøjes med at vurdere data fra kun én eller to ugers måling, men EpiSight giver langt mere præcise oplysninger. Det kan hjælpe med at tilpasse medicinen bedre og dermed både mindske anfald og reducere bivirkninger.
Professor Mark Richardson fra King’s College i London siger:
– UNEEG EpiSight er en mulighed for os til at tage fat på problemet med unøjagtig selvrapportering – for at give os robuste resultatmålinger i form af elektrografiske beviser for et anfald i stedet for selvrapportering.
For patienterne betyder det en stor tryghed at vide, at alle anfald bliver registreret korrekt. Som en bruger fortæller:
– Enheden er lille, det er nemt, det er enkelt. Jeg overser ikke et anfald, hvis det skulle ske. Det er min dagbog.
EpiSight er en trådløs opdatering af deres første implantat, som har været CE-mærket siden 2019. I dag bruges implantatet af ca. 60 danskere. Der er pt. 10 danskere med i forsøg med EpiSight.
Kilde:
UNEEG medical

Få nyhedsbrev