Forskere fra Aarhus Universitet har opdaget, at protein potentielt kan bruges til at identificere patienter med øget risiko for at udvikle epilepsi efter en hovedskade.

Det danske studie påviser, at en almindelig blodprøve, som allerede tages rutinemæssigt på mange skadestuer, muligvis kan hjælpe med at identificere de mest udsatte patienter. Foto: Istock
Tusindvis af danskere bliver hvert år behandlet på skadestuen efter et slag mod hovedet.
Størstedelen kommer sig uden varige mén, men en mindre gruppe udvikler epilepsi i tiden efter ulykken.
Hovedskader kan være en årsag til, at man udvikler epilepsi, men indtil nu har lægerne haft begrænset viden om, hvem der er i særlig risiko.
Nu påviser et nyt danske studie, at en almindelig blodprøve, som allerede tages rutinemæssigt på mange skadestuer, muligvis kan hjælpe med at identificere de mest udsatte patienter.
Post.doc Kasper Lolk fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, står bag studiet, der omfatter 10.000 danskere, der fik målt proteinet S100B i blodet efter en hovedskade i perioden 2013 til 2022.
– Vores studie tyder på, at S100B-niveauet hos personer med hovedtraume kan bruges til at vurdere, hvem der er i særlig risiko for at udvikle epilepsi, forklarer han.
Særligt relevant ved synlige hjerneskader
For de uindviede er S100B et protein, der frigives fra hjerneceller ved en skade. På danske skadestuer måler man allerede S100B-niveuaet til at vurdere, om patienter med lettere hovedskader har brug for en CT-skanning.
Forskerne fandt ud af, at forhøjede S100B-værdier var forbundet med en øget risiko for epilepsi, men kun hos patienter, der også havde påviselige læsioner i hjernen.
I denne gruppe havde patienter med høje S100B-værdier op til 21 procent risiko for at udvikle epilepsi inden for fem år.
-S100B-niveauet korrelerer med sværhedsgraden af traumatisk hjerneskade, som samtidig er den vigtigste risikofaktor for posttraumatisk epilepsi. Derfor er det ikke uventet, at sammenhængen især ses hos patienter med påviselige hjernelæsioner, forklarer Jakob Christensen, der er klinisk professor i epilepsi på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
Behov for flere studier
Forskerne understreger, at der er behov for yderligere forskning, før S100B kan tages i brug for prognostisk værktøj i klinikken.
Blandt andet mangler mere præcis information om omfanget af skade på hjernen og tidspunktet for blodprøvetagning. Desuden skal resultaterne bekræftes i andre studier.
– På kort sigt er der behov for yderligere studier, der undersøger betydningen af S100B mere detaljeret. På længere sigt er håbet, at denne viden kan bruges til at forebygge udviklingen af epilepsi hos personer, der har slået hovedet, siger Kasper Lolk.

Få nyhedsbrev