Amerikanske forskere har for første gang anvendt en metode kaldet optogentik på menneskeligt hjernevæv. De håber, at metoden i fremtiden kan erstatte epilepsioperationer.
De nye indsigter fra forskningen har givet videnskabsfolkene en dybere forståelse af, hvordan optogenetik kan bruges til at regulere den hjerneaktivitet, der fører til anfald. Foto: Istock
Af: Victor Bebe Ploug Larsen
Kort fortalt er optogenetik en metode, hvor man anvender en ufarlig virus til at levere lysfølsomme gener fra mikroorganismer til en specifik gruppe neuroner i hjernen. Disse neuroner kan derefter tændes eller slukkes ved hjælp af lysimpulser.
Normalt sender hjerneceller signaler i et stille og roligt mønster, men under et epileptisk anfald bliver disse signaler kaotiske og kraftige. Med lysimpulserne kan forskerne så at sige “slukke” for de hjerneceller, der skaber de kraftige signaler, og dermed stoppe anfaldet.
Forskerne har blandt andet fundet ud af, at de ved hjælp af optogenetik kunne stoppe anfaldslignende aktivitet ved at stimulere et lille antal neuroner. De kunne også fastslå den laveste lysintensitet, der var nødvendig for at ændre den elektriske aktivitet.
Håber at kunne erstatte operationer
De amerikanske forskere er de første, der afprøver optogenetik til at kontrollere anfaldslignende aktivitet på levende menneskeligt hjernevæv. Ifølge en af medforfatterne af studiet Tomasz Nowakowski åbner det døren for nye behandlingsmuligheder for mennesker med epilepsi:
– Det er et kæmpe skridt mod en ny og kraftfuld måde at behandle epilepsi – og sandsynligvis også andre lidelser, forklarer han.
De nye indsigter har givet forskerne en dybere forståelse af, hvordan metoden kan bruges til at regulere den hjerneaktivitet, der fører til anfald. Dermed håber de også, at den på sigt kan være med til at skåne patienter for de indgreb, hvor man fjerner det hjernevæv, hvor anfaldet opstår. Edward Chang, der er leder af neurologisk kirurgi ved University of California San Fransisco, siger om de nye resultater:
– En tilgang som denne kan virkelig forbedre behandlingen for mennesker med epilepsi. Vi vil kunne give folk en meget mere præcis og effektiv kontrol over deres anfald, mens vi skåner dem for en invasiv operation.
Kilde:
UCSF