Når man er nydiagnostiseret med epilepsi, kan der opstå mange spørgsmål om, hvordan man skal få en hverdag til at hænge sammen. Epilepsiforeningens sygeplejerske kommer her med et par gode råd.
Anfaldsdagbog og faste medicinrutiner kan være nogle af de ting, der kan give en stabil hverdag med epilepsi. Foto: Istock
Af: Victor Bebe Ploug Larsen
Hvis man er ny med epilepsi, afføder det som regel også mange spørgsmål. Ingen epilepsier er naturligvis ens, men et af de spørgsmål, der oftest går igen er: ”Hvordan skal min hverdag se ud nu, med den nye diagnose?”
Epilepsiforeningens sygeplejerske får mange henvendelse fra nydiagnosticerede og deres pårørende. Hun kommer her med et par gode råd, som man kan tage med sig ind i sin nye hverdag med epilepsi.
Tænk over anfaldsprovokerende faktorer
Der kan findes mange anfaldsprovokerende faktorer, når man har epilepsi. Hos nogle bliver anfald trigget af stress eller for lidt søvn, for andre skyldes det hormonændringer, hvis man f.eks. har menstruation, nogle får anfald, hvis de indtager for meget alkohol og hos nogle er det noget helt fjerde.
Hvis man ved, hvad der trigger ens anfald, er sygeplejerskens råd derfor også ganske simpelt og klart:
– Noget af det vigtigste, man kan gøre, er at tænke over, hvad det er for nogle anfaldsprovokerende faktorer, som trigger ens anfald. På den måde kan man lettere undgå at få et anfald.
Her er det vigtigt at understrege, at langt de fleste epileptiske anfald opstår tilfældigt og uden varsel. Denne usikkerhed kan være stor belastning for mange.
Få medicin til tiden hver dag
Et andet godt råd fra foreningens sygeplejerske er, at man husker at tage sin medicin hver dag, så man minimerer risikoen for anfald.
Gør det til en naturlig del af dagens rutine at tage medicin. Det kan være at tage medicinen med morgenmaden, aftensmaden, når man børster tænder, eller det der passer bedst ind i sin hverdag.
– Her kan det være en rigtig god idé at anskaffe sig en doseringsæske, så man kan se, om man har taget sin medicin. Det kan nemlig være svært at huske, om det var i morges – eller om det faktisk var i går morges, man tog den.
Du kan læse flere gode råd til at huske din medicin her.
Før anfaldsdagbog
For at man kan få den rigtige behandling, kan det være vigtigt, at man har et overblik over sine anfald. Derfor kan en anfaldsdagbog kan være alfa og omega for, at man kan få den rigtige behandling.
– Det gælder også efter, man har fået diagnosen. Så længe man har epilepsi, så er det vigtigt, at man fører anfaldsdagbog, når man får et anfald. Der er nogle forskellige ting man skal holde øje med under et anfald – især i starten, forklarer Camilla Skødt Bonde.
Her er nogle af de ting, ens pårørende kan holde øje med under et anfald:
- Er der øjendrejninger?
- Er der bevægelse i hænderne?
- Observer hvordan armene og benene bevæger sig?
- Er der spyt?
- Ligger vedkommende og smasker?
- Er der urin eller afføringsafgang?
Anfaldsobservation kan være nøglen til den korrekte behandling. Illustraion: André Dall
Find flere gode råd
Der er selvfølgelig mange flere råd at hente i en ny hverdag med epilepsi. Som medlem af Epilepsiforeningen kan man komme i kontakt med foreningens sygeplejerske og socialrådgiver ved spørgsmål vedrørende epilepsi og sociale forhold.
Du kan desuden få svar på mange af de hyppigste spørgsmål nye med epilepsi har i denne video fra vores temaaften om emnet:
Kilde:
Epilepsiforeningen