06.02.2025

Oplæg med uddannelsesleder: Vil du blive klogere på STU?

Hvordan kan man give unge med særlige behov den rette støtte til uddannelse, praktik og et selvstændigt liv? Tirsdag den 18. marts kan du deltage i et gratis online oplæg og få indblik i STU på Filadelfia, hvor faglig udvikling, sociale fællesskaber og et nyt botilbud går hånd i hånd.

Simone Dalby (tv) holder oplæg om STU Filadelfia den 18. marts. Foto: Filadelfia.

Af: Victor Bebe Ploug Larsen

Unge med særlige behov kan have brug for en uddannelse, der tager højde for deres individuelle udfordringer og styrker. På STU-Filadelfia får eleverne netop den støtte, de har brug for – både fagligt, socialt og personligt.

Tirsdag den 18. marts kan du deltage i Epilepsiforeningens gratis online oplæg, hvor leder af STU-Filadelfia, Simone Dalby, fortæller om uddannelsestilbuddet og de mange muligheder, det rummer.

STU er en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse for unge mellem 16-25år med f.eks. epilepsi. Siden 2021 har STU på Filadelfia hjulpet unge med at finde deres vej videre i livet – uanset om målet er beskæftigelse, videre uddannelse eller større selvstændighed i hverdagen. Med en kombination af undervisning, praktikforløb og målrettet støtte bliver de unge klædt på til at håndtere både hverdagens og arbejdslivets udfordringer.

I september 2024 blev uddannelsen udvidet med et nyt botilbud, som giver eleverne mulighed for at bo i trygge rammer, mens de gennemfører deres uddannelse. Med fem moderniserede lejligheder og et fællesrum på Filadelfias matrikel får de unge en unik chance for at styrke deres selvstændighed i et støttende miljø.

Hvad kan du blandt andet forvente af oplægget?

  • Hvordan STU kan hjælpe de unge med at udvikle sig både fagligt og socialt
  • Botilbuddet Stormly i Juelsminde
  • Det nye botilbud og dets betydning for elevernes muligheder og trivsel
  • Samarbejdet med Epilepsihospitalet
  • Hvordan uddannelsen bygger bro til praktikpladser og beskæftigelse

Der vil naturligvis også være mulighed for at stille spørgsmål til sidst.

Praktisk information

Dato: Tirsdag den 18. marts klokken 19.30
Format: Online oplæg via Teams. Oplægget optages, men stoppes når der er spørgsmål.
Tilmelding: Tilmeld dig her

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev