Purple Day blev den 26. marts markeret på flotteste vis med spektakulære lysinstallationer flere steder i Danmark.
Sådan tog Storbæltsbroen sig ud den 26. marts. Foto: Anders Holst
Af: Victor Bebe Ploug Larsen
Sidste år blev Storebæltsbroens pyloner oplyst i lilla den 26. marts i forbindelse med Purple Day og igen i år havde Sund & Bælt valgt at samarbejde med Epilepsiforeningen om at markere den lilla epilepsidag.
Pylonerne på den store bro var oplyst fra mørkets frembrud og frem til midnat. Her kunne bilister, der krydsede broen mellem Fyn og Sjælland, nyde det flotte syn og måske endda sende en kærlig tanke til folk med epilepsi.
Epilepsiforeningens direktør var selv taget til Korsør for at opleve det smukke syn, og er mildt sagt begejstret for den flotte markering.
– Det er rigtig stort, at Sund & Bælt vil markere den her dag med os for andet år i streg. Vi kan se på vores sociale medier, at det har betydet helt vildt meget for vores medlemmer, at der er blevet skabt noget opmærksomhed omkring deres sygdom, siger Per Olesen.
FÆNGSLET i Horsens markerede også Purple Day med smukt lilla lys. Foto: FÆNGSLET
Det var ikke kun Storebæltsbroen, der blev badet i lilla den aften. FÆNGSLET i Horsens – det tidligere statsfængsel, nu museum og eventsted – blev også oplyst i lilla. Her blev facaden tændt allerede om morgenen og igen fra klokken 18.30 til midnat.
Massiv eksponering
Kort efter pylonerne blev tændt, delte Epilepsiforeningen et billede af broen på deres Facebook-side. Opslaget blev hurtigt delt, kommenteret og liket – og nåede ud til over 150.000 mennesker. Til sammenligning nåede sidste års opslag i forbindelse med Purple Day omkring 43.000 personer.
Det gør årets billede til det mest sete organiske opslag i foreningens historie – altså uden nogen form for betalt promovering.
– Det viser, at når vi får mulighed for at lave den her slags synlige markeringer, så kan vi nå ud til en massiv målgruppe, som vi ellers ikke har fat i. Det er langt fra hverdagskost, at vi når ud til så mange mennesker, fortæller Per Olesen.
Også i de lokale medier blev dagen markeret. Fyens Stiftstidende og Fyns Amtsavis bragte begge artikler op til Purple Day.
.