Efter hun fik tilkendt førtidspension, besluttede 33-årige Stephanie Rasmussen sig for at gøre noget godt for andre med epilepsi. Det blev til et kreativt projekt, der både giver glæde – og støtter en sag, hun selv er tæt på.

Et udvalg af de armbånd Stephanie sælger. Foto: Privat
Af: Victor Bebe Ploug Larsen
Da Stephanie tidligere i år fik tildelt førtidspension, stod én tanke hurtigt klart: Hun ville gerne gøre noget for andre, som ligesom hende lever med epilepsi.
Kreativitet har altid fyldt i hendes hverdag, og derfor blev idéen om at lave armbånd hurtigt et naturligt valg. Armbånd i mange farver, som hun sælger og lader hele beløbet gå videre til Epilepsiforeningen.
– Nu går jeg selv meget op i smykker, og så tænkte jeg, at folk kendte det der med at købe et smykke for at støtte en god sag hos f.eks. Støt Brysterne eller Knæk Cancer. Jeg havde brug for at lave noget, der giver mening. Det giver mig meget, hvis jeg kan være med til at hjælpe andre, fortæller Stephanie.
Et liv med epilepsi – og et kreativt frirum
Stephanie har haft epilepsi siden hun var seks år gammel. Hun lever med absenceepilepsi og er ikke anfaldsfri.
– Vi fandt ud af jeg havde epilepsi, da jeg gik i første klasse. Det kom lige pludselig ud af det blå. Jeg blev fraværende i blikket og hørte ikke efter, fortæller hun.
Gennem årene har stressniveauet været en udfordring, og for højt pres giver hende flere anfald.
– Min type epilepsi minder meget om den måde man zoomer ud på, når man har ADHD, og det har man først fundet ud af for nylig. Det skyldes jo lidt, at jeg er gået ned med stress flere gange og jeg nærmest er kronisk stresset den dag i dag, og kan ikke arbejde og næsten ikke være social.
Kreativiteten giver hende derfor en pause – et sted, hvor hun kan fordybe sig uden krav:
– Jeg kan godt lide at være kreativ, så tænkte jeg: ”Jeg skal da lave armbånd!”.
Støtten går direkte videre
I dag hænger hendes armbånd hos en kosmetolog i Aalborg, hvor kunder kan købe ét for 25 kr. eller fem for 100 kr. Beløbet sendes direkte til Epilepsiforeningen.
Derudover tikker der løbende bestillinger ind via hendes Instagram.
Men selvom hun er glad for interessen, passer hun stadig på sig selv. Nogle dage kan hun lave mange armbånd, andre dage må projektet hvile. Det skal føles rart, ellers giver det ingen mening.
– Folk er heldigvis rigtig søde og forstående. De bakker op og synes det er en god ide, siger hun.

Stephanie. Foto: Privatfoto

Få nyhedsbrev