12.09.2025

Studiestart: Dine støttemuligheder under uddannelse

At være studerende med epilepsi kan være en udfordring. Epilepsiforeningen har samlet forskellige støttemuligheder til dig, der lige er startet eller er i gang med en uddannelse

At have epilepsi behøver ikke at være en hindring for at gennemføre en uddannelse. Med den rette støtte og planlægning kan du få en god studietid og nå dine mål. Foto: Istock

Af: Svend-Erik Runge Pedersen, socialrådgiver ved Epilepsiforeningen

At være studerende med epilepsi kan være en udfordring. Anfald, træthed, koncentrationsbesvær og bivirkninger fra medicin kan gøre det vanskeligt at følge med i undervisningen og opfylde kravene på studiet.

Vi har her samlet forskellige støttemuligheder til dig, der lige er startet eller er i gang med en uddannelse.

Specialpædagogisk støtte

Specialpædagogisk støtte (SPS) er en støtteordning, der har til formål at sikre, at elever og studerende med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser kan gennemføre deres uddannelse på lige fod med andre.

Støtten tilpasses den enkeltes behov og kan omfatte forskellige former for hjælp, eksempelvis:

  • Mentorstøtte: En mentor kan hjælpe med at skabe struktur i hverdagen, planlægge studieaktiviteter.
  • Studiestøttetimer: Supplement til undervisninger og/eller vejledning for at sikre, at du kan følge med i pensum og få faglig sparring.
  • Hjælpemidler: For eksempel diktafoner til optagelse af forelæsninger, hvis du har hukommelsesproblemer.
  • Særligt tilrettelagte studiematerialer: Materialer, der er tilpasset dine behov.
  • Personlig assistance: Hjælp til praktiske opgaver i forbindelse med studiet.

For at få SPS skal du have en dokumenteret funktionsnedsættelse, der gør det nødvendigt med støtte. Det er derfor vigtigt, at du i samtalen med din læge eller neurolog får snakket om, hvordan din epilepsi giver dig udfordringer i hverdagen.

Hvorfor er SPS relevant for studerende med epilepsi?

En undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer (2017) viser, at 80 % af studerende med epilepsi oplever stress eller mistrivsel på studiet. Mange angiver, at epilepsien og dens følgevirkninger, såsom træthed og koncentrationsbesvær, gør det svært at følge med i undervisningen og opfylde kravene.

Alligevel er det kun 19 % af de adspurgte, der modtager SPS.

SPS kan være en afgørende støtte for studerende med epilepsi, da den kan hjælpe med at håndtere de udfordringer, der kan følge med sygdommen. For eksempel kan en mentor hjælpe med at skabe struktur i hverdagen og planlægge studieaktiviteter, så du bedre kan håndtere træthed og koncentrationsbesvær.

Hvordan søger du SPS?

Hvis du ønsker at søge SPS, skal du kontakte din studievejleder på dit uddannelsessted. Vejlederen vil hjælpe dig med at vurdere dine behov og ansøge om den relevante støtte.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at ansøgningsprocessen kan tage tid, så det er en god idé at starte processen så tidligt som muligt.

Du kan læse mere om SPS og finde information om, hvordan du søger på www.spsu.dk.

Handicaptillæg til SU

Hvis du på grund af din epilepsi eller andre funktionsnedsættelser ikke er i stand til at have et studiejob ved siden af studiet, kan du søge om handicaptillæg til din SU.

Handicaptillægget er en økonomisk støtte, der skal sikre, at du kan koncentrere dig om dit studie uden at skulle arbejde ved siden af. Ligesom ved SPS skal det være dokumenteret i dine journaler, og derfor er det en god idé at snakke med din læge om dine udfordringer.

Du kan læse mere om handicaptillæg og ansøge på www.su.dk.

Særlige prøvevilkår

Særlige prøvevilkår er forskellige tiltag, som kan tilbydes af gymnasiale-, erhvervs-, videregående- og universitetsuddannelser til eksaminander med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser før og under en prøve.

Formålet med særlige prøvevilkår er at sidestille eksaminander med en funktionsnedsættelse med andre eksaminander i prøvesituationen.

Prøven ændres ikke, og prøven må ikke gøres lettere for en eksaminand med særlige vilkår – men eksaminanden kompenseres gennem de særlige vilkår, fx ved at få længere tid til en prøve eller ved at få mulighed for at benytte særlige hjælpemidler.

Udfordringer med koncentrationen og hukommelsesbesvær samt udfordringer med at strukturere sit arbejde kan være nogle af de udfordringer, som kan gøre, at man kan have behov for fx ekstra tid til eksamen.

Se mere om emnet på Undervisningsministeriets hjemmeside, eller kontakt din studievejledning.

Få hjælp og rådgivning

At have epilepsi behøver ikke at være en hindring for at gennemføre en uddannelse. Med den rette støtte og planlægning kan du få en god studietid og nå dine mål.

Hvis du har spørgsmål om de forskellige støttemuligheder, er du velkommen til at kontakte Epilepsiforeningens socialrådgiver for vejledning og hjælp til ansøgning.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev