I den sundhedsfaglige rådgivning er der for tiden mange spørgsmål om epilepsimedicin og diverse kosttilskud. Her får du et overblik over nogle kosttilskuds påvirkning af epilepsimedicinen.
I denne artikel kan du få et overblik over nogle kosttilskud påvirkning af epilepsimedicin: Foto:Istock
Den sundhedsfaglige rådgivning modtager mange forskellige henvendelser i løbet af en dag. Et af de spørgsmål, som der ofte stilles for tiden, er, hvilke kosttilbud man må tage, når man også tager epilepsimedicin, og hvilke produkter, der kan påvirke optagelsen af medicinen.
Der er generelt meget lidt forskning i brugen af naturmedicin og kosttilskud i forbindelse med epilepsi og epilepsimedicin, derfor kan det være svært at komme med klare anbefalinger. Generelt anbefales det altid, at du taler med din læge, inden du starter op med brug af kosttilskud og håndkøbsmedicin -især når man tager andet medicin, som kan blive påvirket af kosttilskuddet.
Det er afgørende, at du er opmærksom på disse interaktioner mellem epilepsimedicin og kosttilskud for at sikre effektiv behandling og for at undgå uventede bivirkninger. Hvis du er tvivl om, hvorvidt et kosttilskud kan påvirke epilepsibehandlingen, bør du altid konsultere din læge for professionel rådgivning og vejledning.
Allergimedicin
Visse typer allergimedicin kan sænke krampetærskelen og kan i sjældne tilfælde (0,01-0,1%) give kramper. Derfor er det vigtigt, at du altid taler med din læge, inden du bruger håndkøbsmedicin mod allergi.
Paracetamol
Panodil/Pinex kan mindske virkningen af Lamotrigin. Hvis du skal tage Panodil regelmæssigt, er det vigtigt, at du kontakter din neurolog for at finde ud af, om din dosis af Lamotrigin skal øges. Man kan eventuel tage ny måling af Lamotrigin i blod for at se, om den er faldet.
Kalk og D-vitamin
Langvarig brug af epilepsimedicin kan øge risikoen for knogleskørhed. Derfor anbefales det, at du tager tilskud af 20 mikrogram D-vitamin og 800-1000 mg kalk dagligt, medmindre du indtager tilstrækkelige mængder mælkeprodukter, der svarer til en halv liter mælk dagligt. Desuden er det vigtigt, at du motionerer, da det er vigtigt for at styrke knoglerne.
Hvis man er i behandling med højdosis epilepsimedicin, får flere forskellige præparater, eller har andre kendte risikofaktorer for knogleskørhed, skal man tale med ens neurolog om mulighederne for DXA-scanninger for knogleskørhed.
Ginseng
Ginseng er et naturlægemiddel, der skal hjælpe mod træthed og bedre immunforsvar. Forskning på området er begrænset. Ginseng kan øge følsomheden overfor Lamotrigin. Derfor skal man være forsigtig, hvis de to præparater anvendes samtidig, og det skal ske efter aftale med en neurolog.
Ginko Biloba
Ginko Biloba er et naturlægemiddel, som hos nogle bruges mod hukommelsesbesvær og træthed. Der er dog begrænset evidens for dette. Derimod kan Ginko Biloba generelt sænke ens krampetærskel. Derudover kan den sænke medicinniveauet af Valproat, Carbamazepine, Fenytoin og Fenemal. Det frarådes derfor at tage Ginko Biloba sammen med disse præparater, da det kan potentielt udløse epileptiske anfald.
Baldrian (Valerian)
Baldrian, et naturlægemiddel, som bruges til lindring af uro og søvnbesvær. Baldrian kan muligvis forstærke virkningen af visse typer epilepsimedicin som Lorazepam, Fenemal Levetiracetam og Lamotrigen.
Loppefrøskaller
Loppefrøskaller bruges til at stimulere fordøjelsen og kan muligvis nedsætte optagelsen af visse epilepsimedicin som Carbamazepin.
Guarana
Gurana kan blandt andet være tilsat energidrikke, og bruges også til vægttab. Det indeholder 4 gange så meget koffein som i kaffe. Der er en formodet øget risiko for anfald ved højt indtage af Guarana.
Der foreligger kun dyrestudier, som viser, at samtidig indtag af Gurana sammen med Lamotrigin kan sænke optagelsen af Lamotrigin.
Kava
Kava er et kosttilsskud som bruges for at slappe af. Det kan have indvirkning på nogle epilepsipræparater med at øge sløvhed.
Kæmpe natlysolie
Natlysolie bruges som tilskud af omega 6 fedtsyre. Derudover er kæmpe natlysolie blevet et populært middel mod overgangsalderen.
Det indeholder gamolensyre (GLA), der sænker krampetærsklen, og derfor bør det ikke tages sammen med epilepsimedicin.
Shankapulshpi
Kan tages for at styrke hukommelse og koncentration. Det er en ayurvedisk medicin, som kan sænke Fenytoin koncentration, og derfor kan det øge risikoen for anfald.
Artiklen er fagligt godkendt af speciallæge i neurologi Vaiva Petrenaite
Kilder
Herbs in Epilepsy: Evidence for Efficacy, Toxicity, and Interactions Phillip L. Pearl, MD, Ian M. Drillings, BA, and Joan A. Conry, MD Semin Pediatr Neurol 18:203-208 © 2011 Elsevier Inc
Herbal Medicinals Selected Clinical Considerations Focusing on Known or Potential Drug-Herb Interactions ,Lucinda G. Miller, PharmD, BCPS. Arch Intern Med. 1998;158(20):2200-2211. doi:10.1001/archinte.158.20.2200
Herb-Drug Interactions A Literature Review Zeping Hu, 1 Xiaoxia Yang, 1 Paul Chi Lui Ho, 1 Sui Yung Chan, 1 Paul Wan Sia Heng, 1 Eli Chan, 1 Wei Duan, 2 Hwee Ling Koh1 and Shufeng Zhou1, Drugs 2005; 65 (9): 1239-1282 REVIEW ARTICLE
https://www.sygeforsikring.dk/nyt-sundt/naturlaegemidler-paavirker-din-medicin