Vil du arbejde med os? Epilepsiforeningen søger ny kommunikationsmedarbejder

Hvis du er kommunikationsuddannet og måske oven i købet har erfaring fra lignende arbejde, så er du måske den kommunikationsmedarbejder Epilepsiforeningen søger til at sikre foreningen fortsat fremgang og udvikling på alle kommunikationsfronter; aktuelt primært medlemsblad, sociale medier, nyhedsbrev, generelt pressearbejde, webinarer og podcasts.

 

Vores nuværende kommunikationsmedarbejder trapper ned i arbejdstid, så vi leder med lys og lygte efter hans ”arvtager”. Du kan med fordel starte med at læse, hvad han selv tænker om jobbet her:

”Selvfølgelig vil jeg gerne have været rockmusiker, for mange vil nok synes, det er federe at spille leadguitar, end at lave facebookopslag og artikler til Epilepsiforeningen. Men der er mange lighedspunkter; du får lov til at stå på scenekanten og blære dig på alle instrumenter, og det du spiller, giver folk en bedre livskvalitet! Du får derudover lejlighed til at spille solo på alle kommunikationsplatforme og i alle genrer. Og endeligt er det fedt at arbejde et sted, hvor man hele tiden skal udvikle både sin egen faglige kunnen og foreningens strategi i takt med, at kommunikationsområdet udvikler sig.” Per Vad, kommunikationskonsulent, Epilepsiforeningen

Så hvis den indledning gør dig nysgerrig, skal du blive ved med at læse.

Hvad leder vi efter?

Du skal først og fremmest brænde for at arbejde i en brugerorganisation/patientforening og være med til at sætte brugernes stemme på dagsordenen. Så du skal være indstillet på at arbejde som en vigtig del af et team af engagerede ansatte, frivillige og samarbejdspartnere, og med en sag vi selv synes fortjener langt større opmærksomhed. Med det afsæt skal du være med til at sikre foreningens fortsatte fremgang og udvikling på alle kommunikationsfronter; aktuelt primært medlemsblad, sociale medier, nyhedsbrev, generelt pressearbejde, webinarer og podcasts. Vi står et godt sted i dag – men vi vil hele tiden stræbe efter at gøre det bedre.

Hvilke kompetencer forventer vi, du besidder:

Du skal være kommunikationsuddannet og gerne med noget erfaring fra lignende arbejde inden for kommunikationsområdet. Du kan med fordel være ”digital indfødt” og vokset op med et dynamisk og kærligt forhold til sociale medier, som du kan gøre til et aktiv i dit arbejde.

Du skal være frisk på at bevæge dig rundt i forskellige genrer. For alle vores platforme rummer både varme personfortællinger, forskningsnyheder, epilepsifagligt stof, gode råd til livet med epilepsi, interviews, reportager, nyheder, webinarer og politiske holdninger, vi gerne vil ud over rampen med.

Du skal vide, hvad der skal til for at lave en frugtbar strategi for sociale medier, og hvad et godt opslag skal rumme – og du skal have den kreativitet, der skal til for at kunne lave indholdet; herunder også gerne have flair for tilhørende lettere grafisk arbejde.

Derudover skal du have flair for løbende at dokumentere effekterne af vores informationsaktiviteter. Vi vil nemlig gerne gøre det, som vi ved virker bedst ift. at sikre epilepsisagens rækkevidde, fremfor at gøre hvad vi ”synes”.

Hvis du går ind på vores forskellige platforme, vil du få et godt indtryk af, hvad vi arbejder med, og hvordan vi gør det nu. Hvordan vi gør det i fremtiden, skal du være med til at forme.

Vi tilbyder:

Vi synes selv, vi har en dynamisk arbejdsplads præget af godt humør, engagement for sagen, overskud og kreativitet. Så hos os vil du få et spændende og alsidigt job, hvor du som udgangspunkt ansættes 37 timer.

Arbejdsstedet er på Epilepsiforeningens landskontor i hjertet af Odense – dog med mulighed for individuel aftale om hjemmearbejde i et vist omfang og efter en konkret vurdering.

Du refererer i det daglige til Epilepsiforeningens direktør.

Løn efter forhandling.

Ansøgning:

Skriftlig ansøgning med relevant dokumentation skal være os i hænde senest 27. januar 2023. Ansøgningen og relevante bilag kan sendes på e-mail (og helst som sikker post) til per@epilepsiforeningen.dk eller med post til Epilepsiforeningen, Store Gråbrødrestræde 10, 1., 5000 Odense C.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt d. 7. februar 2023.

Indkaldelse til samtale sker via e-mail, hvorfor e-mailadresse skal oplyses i ansøgningen. Yderligere oplysninger om Epilepsiforeningen og stillingen fås ved henvendelse til direktør Per Olesen, telefon 4025 1962.

Særligt ang. GDPR: Ved fremsendelsen af din ansøgning til stillingen indvilger du i, at vi må opbevare dine  fremsendte dokumenter i perioden, hvor ansættelsesprocessen gennemføres. Efter processens afslutning, vil alle fremsendte oplysninger blive makuleret.

Kilde

Epilepsiforeningen