Hvordan diagnosticeres epilepsi?

Epilepsi er en klinisk diagnose, som helst skal stilles af en specialist. Det vil sige en neurolog eller pædiater (børnelæge) med erfaring i epilepsi. Da symptomerne ved epilepsi netop er så mangeartede, kan epilepsi i nogle situationer forveksles med andre sygdomme. I nogle tilfælde er det helt oplagt, i andre kan det være sværere at stille diagnosen. Læs mere om anfald, der ikke er epilepsi her.

En person med epilepsi har en disposition/anlæg i hjernen, der medfører en tilbøjelighed til at få epileptiske anfald. For at stille epilepsidiagnosen har der længe været et krav om mindst to uprovokerede epileptiske anfald. Hvis der ved undersøgelser kan påvises ”en vedvarende disposition til at generere epileptiske anfald”, f.eks. en kendt epileptogen læsion i hjernen påvist ved MR-undersøgelse, eller sikre epileptiske forstyrrelser i EEG, kan det være tilstrækkeligt med et uprovokeret anfald for at stille diagnosen.

image
Et af tre punkter skal være opfyldt for at kunne stille epilepsidiagnosen
  • Mindst to uprovokerede epileptiske anfald med mere end 24 timers mellemrum, eller

 

  • Et uprovokeret epileptisk anfald og en sandsynlighed for yderligere anfald der, som udgangspunkt mindst er lige så stor, som dem der har haft to anfald (> 60 %) efter to uprovokerede anfald i løbet af de følgende 10 år, eller

 

  • Epileptiske anfald som er led i et kendt epilepsisyndrom

Denne definition blev vedtaget af International League Against Epilepsy (ILAE) i 2014.

Behandlingen starter ofte først efter to uprovokerede anfald

Selv om du opfylder kriterierne for epilepsidiagnosen, er det ikke ensbetydende med, at du skal starte behandling. Når mange vælger at vente med at iværksætte behandling, før du har haft mindst to uprovokerede anfald er grunden, at ca. 50-60 % af dem med et uprovokeret anfald ikke får flere anfald. Efter to uprovokerede anfald derimod, er risikoen for nye anfald over 60 %.

Din anfaldsbeskrivelse er vigtig for diagnosticeringen

Diagnosen stilles først og fremmest ud fra personens eller de pårørendes beskrivelse af anfald. En grundig sygehistorie er noget af det vigtigste for at afkræfte eller bekræfte diagnosen epilepsi. Lægen har brug for en præcis beskrivelse af, hvad der foregik både før, under og efter selve anfaldet. du må derfor være forberedt på en grundig udspørgen ved lægebesøget, og her er det altid en god ide at have en pårørende, ven, kollega eller en anden, der har set anfald, med til at beskrive hændelserne. Et anfald har både en ”iagtagerside” og en ”opleverside”. Ved anfald hvor du ikke er ved fuld bevidsthed, kan den anden person nemlig give lægen de vigtige oplysninger, og det du mærker under et anfald, kan andre ikke nødvendigvis se/mærke. For børn vil grundige oplysninger fra forældre, skole eller daginstitution være relevant.

Hvis I har mulighed for at optage et anfald, for eksempel på mobiltelefon, kan det være en stor hjælp.

Læs mere om registrering og observation af anfald

Klassefikation er vigtig for at kunne give den rigtige behandling

At kunne klassificere patienters anfalds- og epilepsitype er af afgørende betydning for at kunne give den rigtige behandling, og for at kunne udtale sig om prognosen. Særligt er det vigtigt at adskille generaliserede og fokale anfald fra hinanden. Eksempelvis er det ikke sjældent, at man blander primært generaliserede tonisk-kloniske anfald og tonisk-kloniske anfald, som udvikler sig fra et fokalt anfald. Eller at fokale anfald med påvirket bevidsthed fejldiagnostiseres som absencer, eller vice versa. Fejldiagnostisering af anfaldstype eller epilepsitype kan få alvorlige behandlingsmæssige konsekvenser og være grund til at medicinen ikke virker, i værste fald medføre anfaldsforværring.

Læse mere om anfaldstyper her

En optimal klassifikation spiller altså en stor praktisk rolle blandt andet fordi:

  • Det har en betydning i forhold til valg af medicinsk behandling
  • Det har en betydning i forhold til prognosen
  • Det viser evt. behov for genetisk vejledning
  • Det har en betydning for, hvilke undersøgelser der er relevante, f.eks.  scanninger af hjernen
  • Det har en betydning for, om f.eks. operation kunne overvejes

Sikker klassifikation af anfalds-og epilepsitype kan være udfordrende, specielt hos børn og personer med udviklingshæmning. Ved manglende anfaldskontrol og usikker anfalds- eller epilepsiklassifikation bør man henvises til vurdering ved et specialiseret behandlingssted.

Neurologsik undersøgelse

Foruden sygehistorien hører en neurologisk undersøgelse med. Her undersøger man blandt andet syns-, høre-og lugtesans, muskelkraft, koordination, reflekser samt følesans i kroppen. Formålet med undersøgelsen er, om der kan påvises andre tegn på påvirkning af hjernens funktion og planlægge et undersøgelsesprogram.

EEG-undersøgelse

EEG betyder ElektroEncephaloGrafi. Ved en EEG-undersøgelse registreres hjernens elektriske aktivitet.

EEG spiller en særlig rolle, når diagnosen epilepsi skal stilles. Undersøgelsen kan være med til at fortælle noget om, hvilken slags epilepsi der er tale om, og hvorfra i hjernen epilepsien udgår. Men man kan ikke alene ud fra EEG stille diagnosen.

Før undersøgelsen anbringes ca. 20 små elektroder i hovedbunden. De kan enten fastklæbes, sættes på samlet i en hætte eller anbringes med små fine nåle under huden.

Selve undersøgelsen indledes med nogle minutters registrering, hvor du skal ligge afslappet med skiftevis åbne og lukkede øjne. Herefter bliver du bedt om at trække vejret hurtigt og dybt i ca. 3 minutter. Dette efterfølges af 6 minutter med fotostimulation, det vil sige, at du bliver udsat for et blinkende lys. Herefter fortsætter undersøgelsen som før.

Undersøgelsen varer ca. 1 time. Nogle gange kan der være behov for, at undersøgelsen foretages under søvn eller på andre måder. Der findes nemlig flere forskellige former for EEG-undersøgelser, som kan bruges alt afhængig af behovet.

Hvis du er i tvivl om den EEG-undersøgelse, du skal have foretaget, så spørg efter individuel information på dit hospital.

Se Odense Universitetshospitals tegnefilm, der fortæller om EEG-undersøgelse

Læs mere om de forskellige EEG-undersøgelser på Filadelfias hjemmeside

Hjernescanninger

Scanning af hjernen bruges til at belyse årsagen til epilepsien, og bruges især ved fokal epilepsi, hvor anfaldene udgår fra et afgrænset sted i hjernen. Det er ikke altid nødvendigt med en scanning i forbindelse med diagnosticering af epilepsi.

Læs mere om fokale anfald her

MR-scanning

MR-scanning betyder Magnetisk Resonans scanning og er en undersøgelse, hvor der bruges radiobølger og et kraftigt magnetfelt i stedet for røntgenstråler. Billederne kan gengive detaljerede strukturer i hjernen.

Undersøgelsen kræver, at du ligger helt stille i scanneren, mens den udføres.  Hvis du lider af klaustrofobi eller har svært ved at gennemføre undersøgelsen af anden grund, er det muligt at få noget beroligende medicin inden undersøgelsen. Mindre børn må som regel bedøves for at få foretaget MR-scanningen.
Det kraftige magnetfelt omkring MR-scanneren tiltrækker magnetiske genstande og ødelægger magnetbånd. Af den grund udfylder du sammen med lægen et skema, hvor det fremgår, om du f.eks. har indopereret en pacemaker. Ved scanning af personer, som har en indopereret VNS er dette muligt på Aalborg Sygehus, Aarhus Sygehus og på Rigshospitalet.

CT-scanning

CT-scanning er en røntgenundersøgelse af hjernen. Under optagelsen ligger du på en briks med hovedet inde i scanneren. Briksen bliver trinvist kørt ind i scanneren, mens kameraet tager billeder af hjernen.

Hvis der er mistanke om svulster, misdannelser på blodkar, blodpropper eller andet, kan det være nødvendigt, at der foretages en undersøgelsen med kontrast. Kontraststoffet sprøjtes ind i en blodåre. Indsprøjtningen af kontraststof kan give en kortvarig varmefornemmelse.

Det er vigtigt at ligge stille under optagelsen. Hos børn, urolige og bevidsthedssvækkede personer kan det være nødvendigt at give en let bedøvelse for at opnå tilstrækkelig ro.
Undersøgelsen varer 30-40 minutter.

CT-scanning er ikke den bedste metode til at få oplysninger om årsagen til epilepsi. Derimod er MR- scanning bedre, da halvdelen af de godartede svulster ikke ses på CT-scanningen.

Få månedens vigtigste nyheder

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og få månedens vigtigste nyheder om epilepsi og Epilepsiforeningen.

Få nyhedsbrev