Epilepsi og knogleskørhed

Både epilepsi og epilepsimedicin kan påvirke knoglesundheden. Derfor siger den nationale behandlingsvejledning, at mænd med epilepsi over 50 år og kvinder efter overgangsalderen bør skannes for osteoporose, hvis de i mere end to år har fået et af en lang række epilepsipræparater eller har øget risiko for knogleskørhed.

Hvor mange får knogleskørhed?

Hos mennesker med epilepsi er risikoen for brud på knoglerne 2-6 gange større end hos andre. Når epilepsipatienter brækker knoglerne, sker det tit ved fald i forbindelse med for eksempel anfald, men det skyldes også, at de oftere end andre får osteoporose.

16-62 % af epilepsipatienter har knogleskørhed. Ligesom hos alle andre kan knogleskørheden skyldes faktorer som alder eller en usund levestil med for eksempel rygning, alkohol eller for lidt motion. Men det kan også være epilepsimedicinen, der øger risikoen for osteoporose.

Hvilke præparater øger risikoen for knogleskørhed?

Man ved med sikkerhed at såkaldte enzyminducerende epilepsipræparater som fenytoin, phenobarbital, primidon, carbamazepin og oxcarbazepin samt præparaterne valproat og lamotrigin øger risikoen for osteoporose. Hvordan nyere epilepsipræparater påvirker knoglesundheden, ved man endnu ikke nok om.

Hvornår bør patienter skannes for knogleskørhed?

Ifølge de nye nationale behandlingsvejledninger (NBV) skal mænd over 50 år med epilepsi og kvinder efter menopausen med epilepsi skannes for knogleskørhed, hvis de i mere to år har fået et af disse præparater: Fenytoin, phenobarbital, primidon, carbamazepin, oxcarbazepin eller valproat.

Er man i mere end to år blevet behandlet med et hvilket som helst andet epilepsipræparat, skal man også have den såkaldte DXA skanning, hvis man enten:

  • får epilepsimedicin i høj dosis.
  • behandles med flere præparater samtidigt.
  • har andre sygdomme som disponerer til osteoporose
  • har udviklingshæmning med lav fysisk aktivitet
  • behandles med medikamenter som også disponerer til osteoporose
  • har øget risiko for knoglebrud på grund af for eksempel rygning, større alkoholforbrug, lavt BMI eller er over 80 år.

Hvad skal man gøre, hvis man ikke er fyldt 50 år?

”Der foreligger desværre ikke vejledning for dette, men patienterne kan vurderes individuelt af egen læge eller epilepsilægen – afhængig af behandlingsvarighed, hvilke antiepileptika, de er i behandling med og vurdering af øvrige eksterne risikofaktorer,” svarer overlæge Noémi B. Andersens overlægen. Hun er overlæge og afsnitsleder på epilepsiklinikken på Rigshospitalet.

Overlægen peger også på, at andre risikofaktorer for knogleskørhed kan være arvelighed, anden sygdom, der disponerer for osteoporose, eller svært nedsat fysisk aktivitet.

Hvad gør man, hvis man ikke tilbydes en skanning?

Hvad skal man gøre, hvis man er i målgruppen, men ikke bliver tilbudt det af sin epilepsilæge eller praktiserende læge? Det spørgsmål har vi stillet til overlæge Noémi B. Andersen.

”Henvende sig til praktiserende læge eller til epilepsilægen ved problemer”, svarer hun.

Hvordan kan man prøve at forebygge knogleskørhed?

”Følge de generelle anbefalinger for forebyggelse af knogleskørhed ved regelmæssig motion og knoglevenlig kost samt D3 vitamin tilskud.” Sådan lyder Noémi B. Andersens råd.

Christina E. Høi-Hansen, der er  overlæge på BørneUngeKlinikken på Neuropædiatrisk afsnit på Rigshospitalet, råd lyder:  ”Vi anbefaler, at man spiser sund og almindelig kost, og man drikker en halv liter mælk om dagen. Hvis man ikke gør det, så anbefales et kalktilskud og en vitaminpille med D-vitamin.”