De forskellige typer epileptiske anfald

Den seneste og internationalt anerkendte klassifikation af epileptiske anfald og epilepsityper er fra 2017 og udarbejdet af ILAE(International League Against Epilepsy). Den opdeler epileptiske anfald i

• Anfald med fokal start
• Anfald med generaliseret start
• Anfald med ukendt (eller ikke nærmere bestemmelig) start

Ved anfald med fokal start begynder den epileptiske aktivitet i et afgrænset lokaliseret område af hjernen. Fokale anfald kan medføre mange forskellige symptomer afhængigt af, hvor i hjernen anfaldet udgår fra. Fokale anfald kan optræde både med og uden bevidsthedspåvirkning. Den epileptiske aktivitet, som forårsager det fokale anfald, kan nogle gange sprede sig og udvikle sig til fokalt til bilateralt tonisk-klonisk anfald. Tidligere kaldet fokalt anfald med sekundær generalisering.

De anfald flest tænker på, når man snakker om epilepsi, er tonisk-kloniske anfald. Det er anfald hvor hele kroppen er involveret og derved også hele hjernen. Det høre i gruppen af generaliserede anfald. Ved generaliserede epilepsianfald opstår anfaldsaktiviteten et eller flere steder i et udbredt fælles epileptisk netværk og spredes meget hurtigt inden for netværket. De epileptiske forstyrrelser er i begge hjernehalvdele.

Man mister ofte bevidstheden under disse anfald, men nogle gange kan det være så kortvarigt, at ingen bemærker det.

Anfald med ukendt start deles også op i motoriske og ikke motoriske anfald.

Kategorien er til anfald, hvor man ikke har observeret starten af anfaldet og derfor ikke kan kategorisere det som fokal eller generaliseret start.

Kategorien med uklassificeret er til anfald, der ikke kan klassificeres pga. manglende oplysninger om anfaldet.

Langt de fleste epileptiske anfald stopper af sig selv. Hvis et anfald, i sjældne tilfælde, ikke ophører i løbet af få minutter, eller hvis det ene anfald afløser det andet, uden man er kommet til sig selv, kalder man det status epilepticus.

Der findes forskellige typer af status epilepticus, afhængig af hvilke dele af hjernen, der er involveret i anfaldene. Status epilepticus er relativ sjældent, men skal behandles hurtigst muligt, da langvarige anfald giver risiko for skader i hjernen og kan udvikle sig til en livstruende situation.

De fleste, der får status epilepticus, er personer som IKKE i forvejen har epilepsi, men som får anfald på grund af en akut skade i hjernen. Det kan være hjerneblødning, hjernebetændelse eller lignende.

Hos personer, der i forvejen har epilepsi, er den hyppigste årsag til status epilepticus, at man har glemt at tage sin medicin, eller medicinen er taget forkert. I visse tilfælde kan status epilepticus også opstå som konsekvens af en infektion, stress eller søvnmangel, som kan forværre anfaldene.

Man opdeler status epilepticus i konvulsivt status epilepticus og non-konvulsivt status epilepticus.

Konvulsivt status epilepticus er tonisk-klonisk anfald over 5 minutter eller gentangenden tonisk-klonisk anfald, hvor patienten ikke genvinder fuld bevidsthed imellem anfaldene.

Non-konvulsiv status epilepticus er epileptiske anfald over 10 minutter med bevidsthedspåvirkning, men uden motoriske symptomer (fx absence anfald).

I menneskets hjerne er der ca. 100 milliarder nerveceller, der alle står i forbindelse med hinanden gennem et kæmpemæssigt netværk. I den normale hjerne hersker der en fin balance mellem de signalstoffer, der henholdsvis stimulerer og hæmmer nervecellerne.

Nervecellerne påvirker hinanden på den måde, at hvis én nervecelle begynder at sende for mange signaler, vil de normale nerveceller, som ligger omkring den omgående prøve at dæmpe aktiviteten, så den ikke forstyrrer de andre. Men hvis nogle grupper af nerveceller ”bryder ud” af fællesskabet, og sender signaler på egen hånd, opstår der et epileptisk anfald. Nervecellerne i netværket arbejder dermed ukontrolleret, og man kan sammenligne det med en form for ”jordskælv” i hjernen, hvor det epileptiske område er epicenteret.

De fleste epilepsianfald medfører, at nervecellernes energiforbrug stiger med flere hundrede procent, og det er ikke sundt for dem. Det giver en ubalance i nervecellerne, som medfører et omfattende rengøringsarbejde, når anfaldet er forbi. Dette forklarer bl.a. hvorfor mange epilepsianfald medfører funktionsforstyrrelser, som strækker sig væsentligt længere end selve anfaldet.

De fleste epilepsianfald indebærer, at man helt eller delvis mister kontrollen over sig selv, idet hjernen i forbindelse med anfaldet mister sin kontrol over kroppens funktioner. Hjernens fint integrerede funktioner bryder sammen i nogle få sekunder eller minutter og genopbygges med større eller mindre hastighed bagefter. Det ufrivillige kontroltab, som anfaldet medfører for den enkelte, er helt centralt for at forstå epilepsi; dels som neurologisk sygdom, dels som væsentlig baggrund for det ubehag, mange med epilepsi oplever.

Førstehjælp ved krampeanfald

• Prøv at være rolig, anfaldet gør ikke ondt, og går ofte over af sig selv i løbet af 2-3 minutter
• Beskyt hovedet mod stød og slag, læg fx en trøje eller lign. under hovedet
• Fjern genstande personen kan slå sig på
• Hold ikke personen fast, det stopper ikke anfaldet
• Stik aldrig noget i munden på personen. Det kan ødelægge tænderne
• Når kramperne er ophørt, hjælpes personen om på siden for at få frie luftveje
• Bliv ved personen, til vedkommende er vågen og kan klare sig selv

Tilkald 1-1-2, hvis:

• Kramperne varer i mere end 5 minutter
• Anfaldet gentager sig
• Anfaldet sker under badning
• Personen er kommet til skade

Førstehjælp ved øvrige anfald

Fokale anfald kan påvirke bevidstheden i større eller mindre grad og give sig til udtryk på mange måder, fx fjernhed, smasken, pillen, ”sort tale”, formålsløse handlinger og angst.

Det vigtigste ved førstehjælp ved disse typer af anfald er:

• Vær rolig, sørg for personen ikke skader sig selv.
• Bliv ved personen til den fulde bevidsthed er vendt tilbage, og han/hun kan klare sig selv.

Anfaldsbrydende medicin

Hos udvalgte patienter med kendt epilepsi kan det dog være relevant at give akut anfaldsbehandling for at forhindre udvikling til status epilepticus. Tidsgrænsen for hvornår der skal gives behandling, bør tilpasses individuelt afhængig af anfaldstype og anfaldshyppighed. Det er den behandlende læge der skal ordinere anfaldsbrydende behandling, hvis det vurderes relevant.

Feberkramper er ikke et epileptisk anfald.

Feberkramper opstår, hvis kropstemperaturen stiger hurtigt, og ses derfor oftest i starten af en sygdomsperiode. Feberkramper begynder oftest med stivhed i hele kroppen og overgår derefter til hurtige rykninger i arme og ben. Langt de fleste tilfælde varer under 3-4 minutter.

Feberkramper kan opstå ved en temperatur over 38°C og forekommer oftest i forbindelse med almindelige småbørns infektioner. Hjernens krampetærskel er lavere under feber, hvilket gør, at nogle børn udvikler feberkramper. Det ses hos 2-5 % af børn mellem ½ og 5 år og er den hyppigste årsag til kramper hos børn.

Feberkrampeanfald virker voldsomme og dramatiske. Det kan være en meget voldsom oplevelse at se sit barn krampe, men feberkramper karakteriseres som ufarlige, og barnet kan ikke selv huske noget efter anfaldet. Børn med langvarige feberkramper (over 15minutter) har lidt større risiko for at få epilepsi, når de bliver ældre. En ud af tre, der har haft et feberkrampetilfælde, får feberkramper igen.

Hvad skal jeg gøre, hvis mit barn får feberkramper

• Prøv at bevare roen og sørg for dit barn ikke kan komme til skade/slå sig under anfaldet
• Du kan ikke ruske barnet ud af kramper eller på anden måde få anfaldet til at stoppe hurtigere.
• Klæd barnet af, fjern dynen
• Læg barnet på siden, hvis det er muligt, så der er frie luftveje
• Tilkald ambulance. hvis det er første gang barnet har feberkramper eller anfaldet ikke er stoppet inden der er gået 5 minutter
• Feberkramper over 5 minutter karakteriseres som langvarige og behandledes med Diazepam(Stesolid®)

Epilepsiforeningen har udgivet en pjece om feberkramper, du kan downloade (pdf)

Psykogene ikke-epileptiske anfald, også kaldet PNES eller funktionelle anfald, er psykisk betingede anfald, som ligner, men ikke er epilepsi.

PNES formodes at være et udtryk for en fysisk reaktion på tanker, følelser eller andre følelsesmæssige belastninger, som man ikke kan kontrollere eller bearbejde, og som kommer til udtryk i anfald, som minder om epileptiske anfald.

Der er nogle forskelle i både årsager og behandling af PNES ved voksne og børn/unge.  Ved børn og unge er alderen for diagnosetidspunktet ofte mellem 10,5 til 15-års alderen og flere piger end drenge.