Anfaldstypen i epilepsisyndromet børneabsenceepilepsi er absencer.

Anfaldstypen i epilepsisyndromet børneabsenceepilepsi er absencer, hvor barnet går i stå med det, det laver, reagerer ikke på tiltale for så at gentage aktiviteten direkte efter anfaldet.

Forekomst

Udgør cirka 18% af epilepsidiagnoserne hos børn.

2 ud af 3, der får børneabsenceepilepsi, er piger.

Debuttidspunkt

Mellem 4. og 10. år med hyppigste debuttidspunkt omkring 5-6 årsalderen. Det er usædvanligt, hvis absencer begynder før 2-årsalderen og efter 13-årsalderen.

Årsag

Årsagen synes i høj grad at være genetisk betinget, uden at man dog med sikkerhed kender de enkelte gener, der kan medføre børneabsenceepilepsi. I nogle tilfælde vil man kunne påvise forandringer i gener, der øger risikoen for at udvikle børneabsenceepilepsi, uden at de er den direkte årsag. I andre tilfælde kan der påvises en direkte sygdomsfremkaldende forandring.

Anfaldsbeskrivelse

Absenceanfald hører til de mest karakteristiske generaliserede anfald; kortvarige, pludselig start og ophør og betydelig påvirkning af bevidstheden, uden at man dog falder om. Der kan være automatismer (automatiske bevægelser for eksempel med hænderne), øjenblink eller øjendrejning. Varigheden er typisk 3-20 sekunder og forekommer dagligt.

Anfaldene kommer oftest spontant, men kan fremprovokeres. En af de hyppigste provokerende faktorer er hyperventilation, og hvis ikke man kan fremprovokere et anfald hos et barn mistænkt for absenceepilepsi med hyperventilation, giver det grund til at revurdere diagnosen. Anfaldene ledsages af karakteristiske EEG-forandringer. Ved børneabsenceepilepsi er der desuden talrige generaliserede spike-waves (epileptiforme udladninger) i løbet af dagen uden samtidige absencer.

Absencer er eneste anfaldstype i børneabsenceepilepsi, men der kan ses feberkramper før første absence, eller enkeltstående/sjældne generaliserede tonisk-kloniske krampeanfald længe efter sidste absence.

Forløb

For syndromet børneabsenceepilepsi er der god prognose med hensyn til ophør af absenceanfald. Mere end 60% vokser fra epilepsien efter to år eller i løbet af teenageralderen.

Absenceanfald er oftest relativt lette at behandle med medicin. 80 % bliver anfaldsfrie på et enkelt antiepileptikum. Ved børneabsenceepilepsi kan behandlingen oftest aftrappes 2-3 år efter sidste absence.

Under 10% udvikler anden generaliseret epilepsi.

Hvis der ses absencer som anfaldstype i forbindelse med andre syndromer end børneabsenceepilepsi, er prognosen afhængig af det tilgrundliggende syndrom.

Psykosociale konsekvenser

For barnet med børneabsenceepilepsi er det uhyre vigtigt at opnå anfaldskontrol. Uopdagede anfald kan have betydelige konsekvenser for barnets indlæring og evt. lede til fejldiagnostik, f.eks. koncentrationsvanskeligheder.

Den ændrede aktivitet, der er i hjernen mellem anfaldene, antages desuden at kunne påvirke udviklingen af barnets hjerne og medføre en diskret reduktion af arbejdshukommelse og forarbejdningshastighed. Derfor vil en del børn med absenceepilepsi have opmærksomhedsproblemer, som hæmmer dem i indlæringssituationer. Børnene er i reglen ikke selv klar over, at de har anfald. De opdager ikke, at de går glip af informationer, men kan være generede af, at de ikke får fat i, hvad der foregår.

Nogle børn kan have svært ved at acceptere, at de har epilepsi, og at de skal have medicin. De fleste af børnene er normalt begavede. Ofte kan opmærksomhedsproblemerne bestå, selv om der opnås anfaldsfrihed med medicin og også efter, at man vil bedømme, at epilepsien er forsvundet. På grund af opmærksomhedsproblemerne kan de have behov for pædagogiske hensyn og støtte i undervisningen.