Dansk Epilepsiforening foreslår, at man laver kontrollerede forsøg med cannabis i medicinsk form til behandling af epilepsipatienter, hvor anden medicin ikke virker.
”Hver tredje epilepsipatient kan ikke gøres anfaldsfri med de medicintilbud, der findes i dag. Udenlandske erfaringer tyder på, at stoffer fra cannabisplanten i medicinsk form kan reducere hyppigheden af epilepsianfald hos nogle af disse mennesker. Det er oplagt, at man laver kontrollerede danske forsøg, så man finder ud af, om det er en behandlingsmulighed, der kan tilbydes visse grupper af danske epilepsipatienter,” udtaler Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen.
Lone Nørager Kristensen peger på, at der i udlandet er en stigende opmærksomhed på medicinsk cannabis til personer med epilepsi. Et af de seneste steder er bl.a. i England, hvor man i år starter afprøvning til personer med epilepsi, på baggrund af nogle meget positive resultater ved dyrestudier.
I Danmarks har man siden juli 2011 haft tilladelse til at bruge medicinsk cannabis i form af præparatet Sativex til personer med Sclerose, hvor det bruges som behandling af spasticitet. Der er også cancerpatienter, som legalt får hash-stoffer i pilleform, som en behandlingsmulighed.
”Så længe der er personer med epilepsi, som ikke kan gøres anfaldsfri, er det nødvendigt, at man forsøger at finde nye og flere behandlingstilbud,” udtaler Dansk Epilepsiforenings landsformand Lone Nørager Kristensen, og tilføjer:
”Man skal ikke slå holdningerne over på automatpilot og straks ryste på hovedet, bare fordi ordet hash indgår i en sætning om behandling. Det er vigtigt at slå fast, at det er dele af planten, der hverken er euforiserende eller vanedannende, man udvinder til medicinsk brug.”
Hash stammer ligesom marihuana fra cannabisplanten og indeholder bl.a. det virksomme stof Tetrahydrocannabinol, THC. Det er et ikke-euforiserende stof, som forskerne håber, kan styre de ukontrollerede energiudladninger i dele af hjernen, som giver epilepsianfald.
Center for rusmiddelforskning har udtalt til pressen, at mindst 1.200 danskere selv dyrker hashplanten, og nogle af dem bruger det til selvmedicinering mod forskellige lidelser.
”Vi advarer altid folk mod selv at pille ved deres medicinering, ligesom folk ikke bør presses ud i at gøre ulovligheder eller sidde og være skæve i et hjemmedyrket forsøg på at mindske deres epilepsianfald. Lad os få lavet kontrollerede undersøgelser, der viser, om en del af planten kan udvindes til medicinsk behandling af visse epilepsipatienter,” siger Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen.
Kontaktpersoner
For kommentarer til vores holdning: Lone Nørager Kristensen, Dansk Epilepsiforenings landsformand. Tlf. 30 88 37 92
For faglig uddybning: Lotte Hillebrandt, faglig konsulent og sygeplejerske i Dansk Epilepsiforening. Tlf. 30 12 43 42
26.02.2013
Pressemeddelelse
04.12.2024