Ramus Svold fortæller om det at have et usynligt handicap og opfordrer sine omgivelser til at støtte op om ønsket om øget tilgængelighed og mere ligestilling mellem handicappede og ikke-handicappede
Rasmus Svold er 29 år gammel. Han fik konstateret epilepsi som 2-årig, og foruden epilepsien har han en medfødt hjerneskade, som giver ham enkelte udfordringer i dagligdagen. På trods af det, har han formået at tage kørekort og truckcertifikat og lande et flexjob.
For 9 år siden var han på Egmont Højskolen, hvilket ændrede meget i hans liv, fortæller han på sin blog: “Her oplevede jeg, hvordan unge handicappede havde selvironi, og hvordan de formår at acceptere, hvem de er, til trods for fysiske og psykiske handicap langt større end mit”, fortæller han på sin blog.
Siden højskoleopholdet har han udviklet sig fra at være en lukket person til at være en meget åben person med selvironi omkring epilepsien, hvilket bl.a. hans familie har mærket:
“I dag kan jeg deltage i langt flere arrangementer som nytårsaften og andre fester sammen med mine brødre og deres venner og veninder. Her oplever jeg, at mine brødre tager pis på mit handicap, mens jeg ser smilende til, og på den måde har højskolen haft stor indflydelse på min personlige udvikling”, fortæller han.
Det usynlige handicap
På sin blog, “Rasmus Svold – Et liv med epilepsi”, har han bl.a. et indlæg om det at have et usynlig handicap
“Måske kender du lige som jeg til det med, at folk omkring sig nogle gange får sig en overraskelse i forbindelse med ens liv. F.eks. som i min omgangskreds hvor de spørger ‘Er du hjælper?’ (svar: Nej, desværre ikke) Eller ’ Er du da handicappet?’ ( svar: Ja, det er bare ikke synligt)”, skriver han og tilføjer en smiley.
“Epilepsi kan være en svær ting at leve med, specielt hvis man som jeg faktisk gerne ville kunne være og have været i blandt dem der gør sig færdig på gymnasiet og/eller universitetet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler det kan være svært at omgås de studerende, når jeg ikke selv har noget at byde ind med af samme speciale.”
”Ud over mig selv, hører jeg tit om mange, der har en kamp med deres kommune i forhold til job, skånehensyn, pension og uddannelse. Selv har jeg ikke altid haft det nemt med kommunen og kæmper stadig i dag med at overbevise dem om, at jeg står stærkere i forhold til job, hvis jeg bliver mere uddannet og de søger bredere, dvs. uden for kommunegrænsen.”
”Tro på vores evner”
”Vi har alle vores udfordringer i hverdagen, nogle af os bærer bare en større byrde end andre”, skriver Rasmus og slutter med denne opfordring:
- Vi med usynligt handicap, er iblandt jer hele tiden, så hjælp os når vi har behov for det, og tro på vores evner.
- Hjælp os med at få øget vores tilgængelighed i forhold til uddannelse og trafikken og ikke mindst ligestilling mellem handicappede og ikke-handicappede, bl.a. i forhold til jobmulighederne.
Kilde
Bloggen ”Rasmus Svold – Et liv med epilepsi”
