10-årig redder mors liv for anden gang

Et overvågningskamera filmede det hele, da 10-årige Kevin fra Oklahoma sprang i familiens swimmingpool for at redde sin mor, der havde fået et epileptisk anfald

 

Lori Keeny har epilepsi og bor med sin 10-årige søn Kevin i Oklahoma USA. De to havde haft en dejlig morgen og besluttede at tage en dukkert i familiens swimmingpool. Efter lidt tid gik Kevin op ad vandet, mens moren ville svømme lidt videre. Men da Kevin var nået op på verandaen, hørte han en voldsom plasken, og så derefter sin mor synke ned i poolen.

Hele episoden blev filmet af familiens overvågningskamera. På filmen kan man se, hvordan den amerikanske skoledreng spurter op ad trappen til poolen og resolut springer i og svømmer ud til moren. Og mens han holder hendes hoved over vandet, får han trukket hende ind til kanten, hvor bedstefaren – der bor i huset ved siden af – kommer ilende til og hjælper ham.

”Jeg var lidt bange,” har drengen siden fortalt til medierne.

Kevin er blevet hyldet af Kingston Police, der ved en lille ceremoni overrakte ham en æresbevisning for at have reddet et liv. Det er anden gang, at Kevin får den pris. For et år siden reddede han også sin mor, der dengang var ved at blive kvalt under et epileptisk anfald.

”Han er helt bestemt min store helt. Men jeg opfatter ham også som min skytsengel”, siger Lori Keeny om sin heltemodige søn.

Kilde

ABC News

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev