Dobbelt boganmeldelse: Mig og Maja og Kæmpehøns og epilepsianfald

To nye bøger giver et indblik i livet med epilepsi – set fra både et barns og en ung pårørendes perspektiv.

Seksårige Petra med Epilepsiforeningens børnebog Kæmpehøns og epilepsianfald og Laura Withen med hendes bog Mig og Maja. Fotos: Privatbilleder

To nye bøger giver et indblik i livet med epilepsi – set fra både et barns og en ung pårørendes perspektiv. Her deler Petra på seks år og hendes familie deres oplevelse af børnebogen Kæmpehøns og epilepsianfald, mens unge Laura Withen selv står bag bogen Mig og Maja om at have en lillesøster med svær epilepsi.

Boganmeldelse: Kæmpehøns og epilepsianfald

Bogen er anmeldt af Petra på seks år og hendes familie. Petra fik absenceepilepsi som 4-årig og følges på Kolding Sygehus.

Petra går i børnehaveklasse, hvor hun trives rigtig godt. Familien har haft besøg af Epilepsiforeningens informatør i både børnehave og igen, da Petra startede i førskole.

Petras mor skriver:
En god fortælling i børnehøjde om livet med epilepsi. Det giver anledning til at få nogle gode familiesnakke.

For os er det så vigtigt, at sygdommen ikke er et tabu, og derfor er vi glade for en bog, som kan læses hjemme men også i skolen.

Petra synes, det er ret sejt, der er en bog om epilepsi, og er glad for at ræven blev fanget.

Du kan finde Kæmpehøns og Epilepsianfald på Epilepsiforeningens materialeside.

Boganmeldelse: Mig og Maja

Mig og Maja af Laura Withen er en åbent hjertelig beretning om at have en lillesøster med svær epilepsi.

I bogen beskriver Laura alt fra de skønne oplevelser Maja og hende har, om hendes ubetingede kærlighed til sin lillesøster, til de tider hvor hun har syntes, Maja var den mest pinlige savlende lillesøster – og den skam, der til tider har fulgt med at have en søster med særlige behov.

Man følger en ung kvinde, der tidligt i livet føler et stort ansvar ikke bare for sin lillesøster, men også for sine forældre. Hvordan det kan være svært at tage på efterskole og endelig komme væk fra de turbulente morgener derhjemme – men på den anden side have svært ved at give slip og slappe af i, at forældrene nok skal klare det uden hende.

Bogen er let læselig og meget fangende. Laura får sat så flot ord på nogle af de følelser og tanker, der kan føles forbudte, og tanker om en fremtid hvor man skal overtage ansvaret for ens søster efter ens forældre.

Bogen kan bestilles direkte hos Laura på: migogmaja@gmail.com

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev