Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, har stillet et paragraf 20-spørgsmål til sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag (SF) om medicinsk cannabis.
Spørgsmålet lyder: "Mener ministeren, at der bør ses nærmere på at lave kontrollerede undersøgelser med medicinsk cannabis til patienter med epilepsi, kræft, PTSD og evt. andre patientgrupper?"
Spørgsmålet stilles på baggrund af artiklen »Patientforeningen vil have pot til medicinsk brug« af 1. juli 2013 fra Ekstra Bladet.
Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen glæder sig over, at der bliver sat politisk fokus på sagen, men er ked af Ekstra Bladets overskrift: "Vi ønsker ikke pot til medicinsk brug. Vi ønsker blot, at der bliver lavet kontrollerede forsøg med medicinsk cannabis som medicin mod epilepsi. Og det er ikke pot, vi taler om. Det er ikke-euforiserende cannabis-stoffer vi, og epilepsi-forskere, har udtrykt ønske om, at der blev lavet forsøg med."
"Hver tredje person med epilepsi kan ikke gøres anfaldsfri med de nuværende medicinske præparater, og det kan man ikke bare trække på skuldrene af. Man bliver nødt til hele tiden at søge nye måder at gøre flere fri for anfald og fri for bivirkninger. Det ved jeg ikke om medicinsk cannabis kan, men flere ting tyder på det, så det er et kontrolleret forsøg værd."
(Kilde: ft.dk og Dansk Epilepsiforening)
22.08.2013
Cannabis-spørgsmål
02.10.2024