Advokat Ellen Marie Sørensen vil fremover være klar ved rådgivningstelefonen for at tilbyd Dansk Epilepsiforenings medlemmer gratis advokatrådgivning om de generelle regler for arv og skifte; herunder også vejledning til hvordan man rent praktisk opretter et testamente.
Hvis man ønsker hendes hjælp til at oprette et testamente, kan hun også hjælpe med den side af sagen, da hun til daglig er medejer af advokatfirmaet Tellus Advokater. Denne specifikke ydelse vil være forbundet med en egenbetaling, som det også vil være hos alle andre advokater, man måtte bruge i den sammenhæng.
Landsformand Lone Nørager Kristensen udtaler i denne sammenhæng: "Dansk Epilepsiforening betænkes med jævne mellemrum af medlemmer, som har oprettet testamente til fordel for foreningen. Den form for økonomisk støtte er vi dybt taknemmelige for. Der er masser af behov på epilepsiområdet som vi gerne vil afhjælpe, og det meste kræver penge; desværre. Derfor betyder økonomiske bidrag fra eksempelvis arv meget."
Hun fortsætter: "Vi er glade for, at Ellen Marie – som er et kendt ansigt i foreningen – stiller sin viden og tid til rådighed, så medlemmerne kan få en kvalificeret vejledning om et vanskeligt emne."
Ellen Marie har en mangeårig baggrund fra Dansk Epilepsiforening med sig i bagagen. Hun er nemlig mor til to piger, som begge havde epilepsi som børn, og Ellen Marie har været frivillig i foreningen i forskellige sammenhænge og ad flere omgange; aktuelt som kasserer i Kreds Østjylland.
Hun har telefontid for medlemmer af Dansk Epilepsiforening hver onsdag kl. 15.30 – 17.00 på telefonnummer 76 60 23 40
Derudover kan Ellen Marie træffes pr. mail på ems@tellusadvokater.dk Læs mere om Epilepsiforeningens rådgivningstilbud der indeholder både sygeplejerske, socialrådgiver og informatører (Kilde: Dansk Epilepsiforening)