03.09.2013

Apydan-beslutning udskudt

Hvilke epilepsimidler, der fremover får tilskud, er ikke blevet afgjort. Dansk Epilepsiforening havde frygtet, at Medicintilskudsnævnet i tirsdags den 27. august ville beslutte at bl.a. epilepsipræparatet Apydan skulle miste sit generelle tilskud. Men den afgørelse er blevet udskudt.  
 
På deres møde tirsdag den 27. august blev Medicintilskudsnævnet enige om at forlænge drøftelsen af de høringssvar, der var kommet til nævnets indstilling.  
 
Formand for Medicintilskudsnævnet Palle Mark Christensen vil ikke komme nærmere ind på, hvad det konkret er i høringssvarene, som nævnet skal se nærmere på, skriver Dagens Medicin.
 
Høringsfristen til Medicintilskudsnævnets indstilling var sat til 21. juni, og blandt andet Dansk Epilepsiforeningen har indsendt et høringssvar, hvori foreningen blandt andet advarer mod at fjerne tilskuddet til Apydan-tabletter, som er det mest brugte oxcarbazepin-præparat.
 
Nyheden om at Medicintilskudsnævnet har udskudt sin beslutning glæder Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen: ”Det glæder mig meget, at Nævnet ikke bare fejer vores bekymringer og argumenter til side, men er parat til at se nærmere på de høringssvar, de har modtaget. Jeg ved ikke, om det er Apydan-problematikken, der har fået nævnet til at ville tænke sig om en ekstra gang. Men hvis Medicintilskudsnævnet beslutter at fjerne det generelle tilskud til Apydan, sådan som de har indstillet, så skaber de utryghed om behandlingen for de 4.800 epilepsipatienter, der i dag behandles med Apydan. Derfor håber jeg, at de opgiver det forslag.”
 
Medicintilskudsnævnet foreslår også at fjerne tilskuddet til primidon og Orfiril Retard-depottabletter. Øvrige tabletter og depottabletter med indhold af oxcarbazepin eller valproinsyre anbefales dog fortsat at have generelt tilskud.
 
Nævnet foreslår også at lægemidler med indhold af eslicarbazepin, lacosamid, perampanel, pregabalin, retigabin, rufinamid, stiripentol eller zonisamid går fra generelt til klausuleret tilskud. Nævnets begrundelse er, at der er billigere alternativer til de ti præparater.
 
Herudover anbefaler nævnet også, at tilskuddet til lægemidler med indhold af vigabatrin og diazepam rektalvæske klausuleres.
 Du kan læse Dansk Epilepsiforenings høringssvar her

Dansk Epilepsiforening er ikke ene om at pege på problemerne med bl.a. at fjerne det generelle tilskud til Apydan. Både Dansk Epilepsi Selskab, Epilepsihospitalet og Apotekerforeningen udtrykker i deres høringssvar bekymringer. Læs mere senere.  
 
(Kilde: Dagens Medicin og Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev