Epilepsikongres fyldt med gadgets og mobil-teknologi

Verdens første internationale kongres om mobile sundhedsløsninger og devices til anfaldsopsporing inden for epilepsi afholdes i weekenden på Scandic Hotel i København.

 

Her i weekenden mødes over 100 af verdens førende epilepsilæger og ingeniører med speciale i udvikling af mobile tech-devices i København, hvor verdens første internationale kongres om mobile sundhedsløsninger og devices til anfalds-opsporing inden for epilepsi løber af stablen. Epilepsiforeningen er også tilstede på kongressen med en stand.

image

Jeg tror, vi i fremtiden vil kunne udvikle mobile devices, som hurtigt og præcist kan opfange de epileptiske anfald, når de er på vej, og frigive medicin i kroppen – så man medicinerer “on demand”.

Sándor Beniczky, professor

Der er et stort behov for at udvikle mobile tech-devices, mener Sándor Beniczky (billedet), der er overlæge og leder af Epilepsihospitalets neurofysiologiske afdeling og professor i neurofysiologi ved Aarhus Universitetshospital:

”Epilepsi er en kronisk sygdom i hjernen, der er karakteriseret ved pludselige epileptiske anfald, hvor patienten mister bevidstheden og ikke kan tilkalde hjælp, og i værste fald kan epilepsi medføre pludseligt dødsfald – kaldet SUDEP (sudden unexpected death in epilepsy). Man ved aldrig, hvornår anfaldene vil opstå, og det giver utryghed og angst hos både patienterne og de pårørende. Der er derfor stort behov for at udvikle mobile tech-devices, der kan monitorere patienten i døgndrift og opdage de epileptiske anfald og slå alarm,” siger han.

Danmark er foregangsland i udviklingen af mobile tech-devices til at opfange epileptiske anfald, og Sándor Beniczky er en af ildsjælene på området, hvor ikke mindre end fire danske forskergrupper lige nu arbejder på at udvikle og teste nye og innovative mobile tech-devices .

Aarhus-professoren har bl.a. deltaget i udviklingen og testningen af et trådløst mobilt device, som ligner et armbåndsur og virker ved at registrere bevægelser og sende en alarm, når f.eks. et barn med epilepsi pludselig får et epileptisk anfald. Han har desuden siddet i det videnskabelige advisory board, der har bistået ved udviklingen af et lillebitte implantat, der indopereres i hjernen, hvor den overvåger og registrerer selv helt små udsving i hjerneaktiviteten og sender besked direkte til lægens computer, når der er et epileptisk anfald på vej.

Sándor Beniczky ser et stort potentiale i den mobile teknologi, som han spår kan revolutionere epilepsibehandlingen:

”Jeg tror, vi i fremtiden vil kunne udvikle mobile devices, som hurtigt og præcist kan opfange de epileptiske anfald, når de er på vej, og frigive medicin i kroppen – så man medicinerer “on demand”. Vi er der ikke endnu, men vi arbejder hen imod det,” siger Sándor Beniczky.

Det er Sándor Beniczky og den schweiziske epilepsiekspert Phillip Ryvlin, der står bag kongressen, der støttes af the International League Against Epilepsy’s europæiske afdeling og har medicinalvirksomheden UCB som hovedsponsor.

På weekendens kongres vil ingeniører med speciale i udvikling af højteknologiske mobile devices og epilepsilæger diskutere den nyeste forskning og etablere samarbejder, som kan være med til at drive udviklingen af innovative mobile tech-devices frem. Det er planen at kongressen skal afholdes hvert andet år, skiftevis i Danmark og Schweiz.

Radioindslag om mobil teknologi

P1’s radioavis har bragt et indslag, hvor de taler med  i Sándor Beniczky og Epilepsiforeningens sygeplejerke og faglige konsulent Lotte Hillebrandt om de mobile devices og deres betydning for mennesekr med epilepsi. Du kan finde indslaget her.

Kilde

Eiseverywhere.com  og TV Avisen

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev