Formanden for Dansk Epilepsiselskab anbefaler fagpersoner at læse det, der er skrevet om produktet og anvendelse heraf på Promedicin.dk
Medicinalvarefirmaet Pfizer har udsendt nogle vigtige sikkerhedsoplysninger målrettet fagfolk omkring brugen af præparatet Pro-Epanutin, som er et præparat, der udelukkende bruges på sygehuse, bl.a. i forbindelse akut behandling af anfald.
Udsendelsen sker da man pga. en kompleks dosering af Pro-Epatunin har konstateret en række alvorlige medicineringsfejl. Firmaet har på den baggrund lavet et opdateret informationsmateriale for at skabe yderligere klarhed omkring såvel dosis som administration af lægemidlet.
Vi har bedt formanden for epilepsilægernes faglige selskab, Dansk Epilepsiselskab, Helle Hjalgrim kommentere brevet: ”Det er en problemstilling vi er bekendte med og tager meget alvorligt. Vi ved at der har været flere tilfælde med alvorlige udfordringer omkring doseringen af præparatet. Derfor vil jeg absolut anbefale fagpersoner at læse det, der er skrevet om produktet og anvendelse heraf på Promedicin.dk”:
Læs hele henvendelsen fra Pfizer her (pdf).
Såfremt man har spørgsmål til ovenstående brev kan man rette henvendelse til Pfizer Medicinsk Information på telefon 44 20 11 00
Kilde
Pfizer