04.03.2011

Hjerneforskere får The Brain Pize

Danmarks første store forskningspris, The Brain Prize, som nogen sammenligner med Nobelprisen, uddeles i år for første gang. Den deles ligeligt af de tre ungarske hjerneforskere Péter Somogyi, Tamás Freund og György Buzsáki. De belønnes for deres forskning i anatomien, kemien og de elektriske impulser bag hukommelsen.

Forskerne har blandt andet belyst, hvordan vi husker, hvordan vi lagrer personlige erfaringer, og hvordan vi ved, hvor vi er rent fysisk.

Deres forskningsresultater kan være med til at belyse årsager og symptomer ved fx epilepsi, parkinson og demens.

Prisen er knyttet sammen med projekt, hvor de tre prisvindere skal møde det danske forskermiljø på universiteterne i København, Aarhus og Syddanmark. Ligesom de danske forskere får mulighed for at arbejde i prisvindernes laboratorier.

Professor Gitte Moos Knudsen, Rigshospitalet, der er formand for Dansk Selskab for Neurovidenskab, forventer sig meget af samarbejdet. Hun udtaler til ekstrabladet.dk: "Forskningsfeltet er af fundamental betydning for vores muligheder for at forstå og på langt sigt behandle en lang række alvorlige hjernesygdomme, særligt de sygdomme, der involverer hukommelsesforstyrrelser."

Overrækkelsen af prisen på en million euro finder sted 2. maj i Den Sorte Diamant i København.

(Kilde: ekstrabladet.dk)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev