Kontanthjælpsloft rammer Morten

10.03.2016

14.000 handicappede står til at miste mange tusinde kroner om måneden, hvis regeringen, Dansk Folkeparti og de andre støttepartier vedtager regeringens foreslåede kontanthjælpsloft. Det anslår Danske Handicaporganisationers formand Thorkild Olesen over for Ekstra Bladet.
Problemet for mange handicappede på kontanthjælp er, at de ikke er i stand til at arbejde 225 timer på et år, som regeringens forslag kræver af dem.
En af dem der vil blive ramt af kontanthjælpsloftet er den 30-årige familiefar Morten Petersen, der har epilepsi og stress, som fremprovokerer anfald.
Ekstra Bladet har talt med Morten Petersen, som gik ned med psykisk stress og epilepsi, da hans 22 måneder gamle datter på tragisk vis mistede livet. Indtil da havde han altid tjent sine egne penge og haft en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet. Men nu har han lægens ord for, at han ikke må arbejde på grund af, at hans stress kan udløse flere epileptiske anfald.
Når han bliver mødt med stramme deadlines eller skal flere ting på en gang, går det galt: ”Jeg bliver svimmel. Mine ben vil ikke lystre, de bliver som gummi. Mine hænder begynder at ryste, og jeg får kvalme”, fortæller han Ekstra Bladet.
Morten Petersen er en af dem, der ikke kan forstå, hvordan politikere som Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, kan love, at der ikke vil blive skåret i folks ydelser, for så at skære dybt i kontanthjælpen: ”Det er meget forkert. Det irriterer og undrer mig, at politikere ikke står ved det de har lovet”, siger han til formiddagsavisen og konkluderer bramfrit: ”De er nogle røvhuller”.
Hvis regeringens forslag gennemføres vil Morten Petersen miste mellem 3.000 og 4.000 kr. om måneden: ”Jeg ved ikke, hvor jeg skal finde dem. Det er mere end mit madbudget”, fortæller han Ekstra Bladet.
Læs Ekstra Bladets artikel om kontanthjælpsloftets konsekvenser: ”Svigter de svageste” Læs Ekstra Bladet interview med Morten Petersen, der bliver ramt på grund af sin epilepsi og stress. Dansk Epilepsiforenings landsformand Lone Nørager Kristen kan godt forstå Morten Petersen: Kontanthjælpsloftet er blevet lempet to gange efter pres fra handicaporganisationerne og oppositionen. Men Mortens sag viser, at der stadig er mange mennesker med handicap – og altså også epilepsi – der bliver ramt hårdt af dette. Derfor er der alt mulig grund til at appellere  til regeringen. Det er uanstændigt, at man straffer mennesker, som pga. deres handicap hverken kan få eller magter at tage det arbejde, som regeringen gerne vil presse folk ud i”.
(Kilde: Ekstra Bladet og Dansk Epilepsiforening)