11.11.2012

Tandskader dækkes

"Patienter med epilepsi får ret til vederlagsfri behandling af ulykkesbetingede tandskader som følge af epileptiske anfald," fortalte Ministeriet for Sunhed og Forebyggelse i pressemeddelelse lørdag den 10. november.
Det er en nyhed, der glæder Dansk Epilepsiforening meget, og Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen, udtaler:

"Jeg har ikke haft mulighed for at læse aftaleteksten, men det ser ud til at personer med epilepsi nu endelig kan få dækket tandlægeregningen, når de får tandskader i forbindelse med anfald. Det er noget Epilepsiforeningen har kæmpet for i flere år, og det er glædeligt at opleve, at små foreninger også kan opnå ret store resultater."

"Aftalen vil få stor betydning for mange af de personer med epilepsi, som ikke er anfaldsfri. Vi lavede en medlemsundersøgelse i 2011, der viste at 23 % af vores medlemmer har haft tandskader grundet epilepsi. Og i 57 % af sagerne har patienten selv betalt tandlægeregningen.”
Den fri tandbehandling af tandskader er en del af Finanslovens socialpakke. I aftalen hedder det: "Epilepsipatienter bliver omfattet af den eksisterende ordning efter sundhedslovens § 135, hvorefter ulykkesbetingede skader behandles vederlagsfrit." Se TV2 Nyhedernes indslag om "Tandlægestøtte til socialt udsatte" (10/11 2012) Se Epilepsiforeningens medlemsundersøgelse om tandskader

(Kilde. Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev