Vandretur i Epilepsiforeningens trøje: ”Alle vi mødte syntes det var en god ide”

09.08.2019

Tina Koefod Jørgensen og hendes datter brugte en weekend i ferien på en vandretur, hvor de skabte opmærksomhed om epilepsi

 

Klokken var kun kvart over fire, da Tina og datteren Heidi stod op og spiste morgenmad. Der var lørdag og første dag på deres lille Hærvejstur ved Viborg.

”Klokken 06.00 lød kanonen, og vi startede vores tur på 20 km. En meget smuk tur gennem Viborg by, forbi søerne, gennem skoven, ud til Bruunshåb gamle papirfabrik, hvor vi havde første stop med lidt forfriskninger. Så gik det videre”, fortæller Tina Koefod Jørgensen, der har sendt Epilepsiforeningen sin lille beretning og nogle billeder fra turen, hvor de gik med Epilepsiforeningens T-shirts for at gøre reklame for foreningen og skabe lidt synlighed om epilepsi. Og det lykkedes:

”På turen var der flere, der spurgte til vores T-shirt, og vi fortalte hvorfor vi havde dem på og hvorfor gjorde reklame for Epilepsiforeningen,” fortæller moderen:

”Vi fortalte lidt om forskellige anfald, og hvad det gør ved mennesker med epilepsi. Vi fik mange tilkendegivelser. På et tidspunkt på turen, bliver vi filmet, og vi gør alt vi kan for at se glade ud. Da vi kommer i mål, kan vi se os selv på storskærmen sammen med andre klip af vandrere.”

Sagde med følelsesladet stemme: ”Min datter har også epilepsi”

Da den lille familie var kommet glade i mål, tog de en tur ned i byen: ”Vi gik ned til Viborg by, hvor vi fik en øl, og mens vi sidder der, kommer der en ældre dame hen til os, og spørger, om vi går for Epilepsiforeningen? Og jeg fortæller, at det gør vi på grund af min datter. Med meget følelsesladet stemme, siger hun så: ’Min datter har også epilepsi’. Klapper Heidi på hånden og går. Vi talte om hende, og tænkte hvad var hendes historie?”.

Dagen efter starterturen igen klokken 06.00: ”Afsted det går, med unge, ældre og gamle, soldater. Virkelig en oplevelse. Også Søndag fik vi mange tilkendegivelser, og spørgsmål. Alle vi mødte syntes det var en god ide med de trøjer.”

”Sådan var turen i Jeres T-shirt,” slutter Tina og ønsker alle: ”God sommer”..

Du kan også få en trøje

Hvis Tinas lille beretning har inspireret dig til, at du også vil gøre epilepsi lidt mere synligt ved at dyrke motion i Epilepsiforeningens løbetrøje, så kan du købe den her. Du kan også kontakte Epilepsiforeningen på epilepsi@epilepsiforeningen.dk og så sender vi dig vores logo og slogan, så du selv kan lave dig en trøje.

 

Kilde

Epilepsiforeningen og Tina Koefod Jørgensen.